Musikverdenen har været i sorg over Taylor Hawkins’ alt for tidlige død i en alder af blot 50 år. Foo Fighters-trommeslageren blev fredag fundet død på sit hotelværelse i Colombia, og over weekenden har flere musikere hyldet ham under koncerter – blandt andet Liam Gallagher og Elton John.
Da Miley Cyrus lørdag spillede på Lollapalooza-festivalen i Brasilien, hyldede hun også sin ven Hawkins.
Cyrus fortalte blandt andet, hvordan Taylor Hawkins havde været den første, hun havde ringet til, da hendes fly tidligere på ugen blev ramt af lynet. Hawkins og Foo Fighters var allerede på den festival, som Cyrus var på vej mod.
»Det havde været der, jeg ville have fået set min ven, men det gjorde jeg ikke, og det gør mig virkelig ked af det«, fortalte en tydeligt berørt Cyrus fra scenen: »Jeg ville have gjort hvad som helst for at hænge ud med ham en gang til«.
Efterfølgende dedikerede Cyrus sangen ‘Angels Like You’ til Taylor Hawkins. Se hendes tale og optræden forneden.