Moshpit-mesteren Denzel Curry vender blikket indad på sit mest personlige (og bedste?) album til dato
Det har været umådeligt svært at spå om, hvor Denzel Curry ville tage os hen på sit femte studiealbum, ’Melt My Eyez See Your Future’. Et album, der ifølge Curry ville trække på så forskellige stilarter som traditionel hiphop, drum’n’bass, trap og poesi med et strejf af jazz.
Min kyniske første indskydelse? ’Det bliver noget rod’. Og jeg fik for alvor bange anelser, da samtlige af albummets tre singleforløbere på overfladen stak i hver sin retning:
På førstesinglen ’Walkin’ diskuterede Florida-rapperen kapitalisme og guddommelig frelse på en blid, jazzet produktion, der med et pludseligt beatswitch skiftede fra klassisk boom bap til moderne trap. På ’Zatoichi’ teamede Curry dernæst op med den flabede britiske rapper Slowthai for at levere en drum’n’bass-inspireret banger af dimensioner, der ovenikøbet fungerede som en slags hyldest til en fiktiv blind samurai fra Japans Edo-periode (say what?).
Og i sidste uge landede så ’Troubles’ – en The Roots anno midt 90’erne-klingende sentimental soulskæring, fuldendt med en veloplagt gæsteoptræden af ingen ringere end autotune-kongen himself, T-Pain.
Misforstå mig ikke: Hver og én af de tre singler er ganske glimrende på hver sin (meget unikke) måde, men jeg havde ærligt talt svært ved at se, hvordan det tidligere Raider Klan-medlem overhovedet skulle formå at kombinere så forskellige stilarter i en bare nogenlunde sammenhængende lytteoplevelse.
Men jeg tog fejl. For med ’Melt My Eyez’ har Denzel Curry skabt et åbenbarende, grænseløst og frem for alt modigt værk, der på én gang hylder hiphoppens golden age og samtidig skubber genren fremad. En kulturel smeltedigel af jazz, trap og ’Star Wars’-referencer, der meget vel kan have resulteret i hans hidtil stærkeste album.
Her synes rapperen at have ladet Aquarius Killa pensionere i selskab med sine andre musikalske alter egoer. Ikke ulig Vince Staples’ selvbetitlede 2021-album og Slowthais ditto ’Tyron’ er her tale om et ualmindeligt introspektivt værk, som ser Curry vende blikket indad frem for at rase mod omverdenen.
»I whole heartedly understand why I need to grow even though I’m grown«, lyder det for eksempel på åbningsnummeret ’Melt Session #1’, det første af albummets to samarbejder med jazzpianisten Robert Glasper (han er også medsangskriver på ’Ain’t No Way’). Det er lyden af en kunstner, der har søgt professionel hjælp til at uddrive sine indre dæmoner, og som nu sætter musik til sine spirituelle aha-oplevelser.
Curry skulle efter sigende have freestylet det meste af 2019-forgængeren ’ZUU’ i studiet (en imponerende bedrift, der uden tvivl bidrog til albummets nærmest punkede kvalitet), men på ’Melt My Eyez’ synes hver eneste selvudleverende stavelse at være nøje udvalgt. Det samme gør udvalget af features, der foruden Slowthai og T-Pain også tæller JID og Rico Nasty.
Det er en kompleks størrelse. Et af den slags album, der nærmest skriger på en litterær analyse (eller i hvert fald en sæsonlang dissekering i podcastformat). Jeg træder næppe nogen over tæerne ved at kalde ’Melt My Eyez’ for rapperens hidtil mest personlige udgivelse.
Rent musikalsk er vi også milevidt fra de hårdtslående Florida-bangers, der var at finde på ’ZUU’. Denzel Curry er en notorisk energisk liveperformer, men det her er ikke just moshpit-musik (måske lige med undtagelse af føromtalte ’Zatoichi’). Snarere er det en form for musikalsk selvterapi, der ser rapperen udforske sine vildeste idéer såvel som sit sind.
Sådan er det med Curry. Han laver aldrig det samme album to gange i træk. Det er en af de ting, der gør ham til så interessant en skikkelse på den internationale hiphopscene. Og selv om det umuligt kan være let bare sådan lige at genopfinde sig selv på hver eneste udgivelse, har han med ’Melt My Eyez’ ikke desto mindre gjort det igen.
Kort sagt:
Med ’Melt My Eyez See Your Future’ har Denzel Curry skabt et åbenbarende, grænseløst og frem for alt modigt værk, der ser rapperen udforske sine vildeste idéer såvel som sit sind.