Glemt alt om kompleksiteten fra ’Taboo’: Denzel Curry serverer Florida-bangers på ’Zuu’
Der kan ske mange ting, når en kunstner får hjemve og tager tilbage til sin fødeby efter lang tids hjemløst turnéliv. Hvis man er Drake laver man kølig, fremmedgjort Toronto-rap som ’Views’, hvis man er Vince Staples laver man west coast-radiobangers som på ’FM!’, og hvis man er Future forsvinder man måske ind på Atlantas stripklubber og kommer først ud flere år og massevis af mixtapes senere.
Når man er Denzel Curry, sker der frem for alt én ting, når han vender snuden hjem mod byen Carol City i det sydlige Florida: Energien intensivers, indtil bilvæggene ryster og knytnæver hamrer løs på brystet. For når Florida-rapperen længes hjem, er det mod en rowdy og hektisk musikalsk følelse – ikke en bittersød melankoli eller sådan noget sentimentalt noget.
Alle beats på ‘Zuu’ rammer således ned i det beskidte banger-felt, som Sydfloridas hiphopscene er kendt for, og Denzel Currys lynhurtige, skarpe flow sætter aldrig farten ned, som han gjorde det så tit på sit forrige album. Det gør ’Zuu’ til et meget anderledes end det eksperimenterende ’Ta1300’ fra sidste år, der ellers allerede er et kultværk.
For Denzel Currys nye album er væsentlig mindre følsomt og indadvendt. I stedet er der fokus på at opbygge energi gennem hurtige rapvers og storladne omkvæd som på ’Zuu’ og ’Wish’, der indeholder nogle af rapperens mest catchy til dato på den front – singlerne ’Ricky’ og ’Speedboat’ er dog underligt flade i dén sammenhæng. Derfor er det nye album dog ikke nødvendigvis et mindre personligt værk – for albummet kortlægger netop den hiphopscene og det miljø, Denzel Curry er vokset op i.
Og det er et miljø, der er præget af ekstremt meget vold, men også ekstremt meget lokalstolthed. Dén fundamentale modsætning er kernen i Denzel Currys ’Zuu’, der handler om følelsen af at komme fra et sted, man elsker, samtidig med at man godt kan se, at det hele er ved at falde fra hinanden. Det her er en samling sange, der undersøger det paradoksale i at have hjemve efter et sted, man godt ved er destruktivt.
Det ene sekund kan en sang for eksempel starte med et udsagn om, at »South Florida might be the most beautifulest place in the land« på ’Carolmart’, mens Curry sammenligner pistolkugler, der er hule indvendig, med sin egen sjæl på ‘P.A.T.’: »We carry hollow tips ’cause it reflects what’s in my soul«. Hele miljøet fremstår truende. Politiet er eksempelvis korrupte på ’Zuu’ (»they serve and don’t protect«), mens byen bliver kaldt »city full of vultures« på ’Birdz’. Der er også sorgfulde hilsener til rapperen XXXTentacion og Denzel Currys bror Tree, der begge er døde.
Hele albummet har samme åndeløse tempo, som de tekster antyder, takket være beats, der gør brug af skæve sirener (’Birdz’), forvrængede stemmer (’Shake 88’) eller den slags voldsomme, punkede beats, der har gjort Sydflorida berømt under navnet Soundcloud-rap (’P.A.T.’). Alt råber og skriger på det her album: Man får lyst til at se sig paranoidt over skulderen, når man lytter.
Udover produktionerne bliver den lokale stemning skabt af en række interludes, der viser forskellige facetter af Carol City, samt en gæsteliste, der består af lokale rappere inklusive i øvrigt Rick Ross, der jo også er fra Miami. Selv Spaceghostpurrp, Denzel Currys mentalt ustabile mentor, der egentlig har beef med alle, bliver hyldet med en skit, der anerkender den enorme indflydelse, dennes ’Blackland Radio 66.6’ har haft for miljøet.
Netop det miljø, som Spaceghostpurrp startede og Denzel Curry har videreudviklet, er jo blevet et nationalt fænomen gennem Soundcloud-stjerner som XXXTentacion, Ski Mask the Slump God og Lil Pump. De to førstnævnte har endda boet hos Denzel Curry tidligt i deres karrierer.
Men nu, hvor Curry søger tilbage mod hjemstavnen, er det fascinerende, at han ikke reproducerer det Soundcloud-univers, byen imidlertid er kendt for, og som han selv var med til at facilitere. I stedet er det her hans egen version af byen, der lige så meget trækker på en helt anden blanding af helte: Et sted rapper Curry, at han er »raised off Trina, Trick, Rick and Plies« (’Carolmart’).
Der er dog dele af albummet, hvor Denzel Curry lyder som om, han er på udebane, selv om han egentlig vender hjem. Ryste røv-anthems har aldrig været hans stærkeste side, og ’Shake 88’ lyder som om, han prøver – og mislykkes med – at kanalisere lokale score-rappere som Plies. Mod slutningen af udgivelsen flyder det hele desuden lidt ud i interludes og manglende fokus. Og så mangler der måske sange, der for alvor stikker ud af lokallyden. Selv singler som den solide, men lidt gennemsnitlige ‘Speedboat’ er ikke en klassiker som tidligere udspil a la ‘Ultimate’ eller ‘Clout Cobain’.
Men oftest holdes intensiteten på et imponerende højt niveau. Man flyver gennem Carol City. Og det er bemærkelsesværdigt, at Denzel Curry endnu engang har valgt at gå sin egen vej og skabt sit eget billede af hjemstavnen. Har han fået en karrieredefinerende lyd ud af at tage tilbage til hjembyen, som eksempelvis Future gjorde det? Måske ikke. Her mangler et særligt overraskende element, som flersidigheden og eftertænksomheden var det på ’Ta1300’. Til gengæld kan ’Zuu’ noget andet: Det her er Denzel Currys store Florida-album.
Kort sagt:
Denzel Curry dropper kompleksiteten fra ‘Taboo’ til fordel for en række intense bangers, der er inspireret af kulturen og musikmiljøet i hans hjemby Carol City i det sydlige Florida. Resultatet er et album, der emmer af lokalstolthed, samtidig med at hjembyens voldsomme side hele tiden skinner igennem.
Læs også: Roskilde Festival: Årets hiphopprogram har præcis det, der manglede i 2018