Denzel Currys gotiske ’Ta13oo’ er Soundcloud-rappens svar på kompleks heavy metal
På papiret er Denzel Curry en Soundcloud-rapper: Han lagde fra kaj som medlem af hedengangne, Soundcloud-baserede Raider Klan (der var anført af den infamøse SpaceGhostPurrp), han har hjemme lidt uden for undergenrens ground zero Miami, og så deler han nogenlunde samme forkærlighed for totalsmadrede basgange som sine samtidige.
Alligevel er Curry i praksis et ganske andet bæst end det, man for det meste forbinder med prototypisk Soundcloud-rap. For den 23-årige rapper kunne næsten ikke befinde sig længere væk fra den repeterende og forsimplede form for lo-fi-smadder, som eksempelvis Lil Pump og Smokepurpp gør sig i.
Hvor deres sange er bygget op omkring gentagelse på gentagelse og tilsyneladende uendelige hooks, der ofte romantiserer Xanax og hostesaft, er Curry en langt mere multilagret kunstner med tråde til crunk og hardcore hiphop. Hvis Soundcloud-lømler som Lil Pump og Smokepurpp er vore dages rockstjerner, er Curry den virtuose, mere komplekse heavy metal-kunstner, der rider sin egen bølge af kronisk mørke og lyrisk elitisme.
Heavy metal-metaforen fremstår muligvis søgt, men passer egentlig fint på den halsbrækkende lyd, Curry skaber på sit gotiske tredje album ’Ta13oo’, der er delt op i tre forskellige kapitler navngivet ’Light’, ’Gray’ og ’Dark’.
Med sådan en tredeling ligger det lige til højreskøjten at tro, at albummet opererer med definitivt afgrænsede passager i lyden. Sandheden er dog, at kapitlerne nærmere flyder ind og ud af hinanden som tre sider af samme mønt, der veksler mellem tilpas varierende udlægninger af tabuiserede temaer som depression, misbrug og mortalitet.
Curry lægger eksempelvis ud med ordene »Welcome to the darker side of taboo« på den smådunkle åbner ’Taboo’, der paradoksalt nok hører under albummets ’Light’-kapitel, for derefter at slå direkte over i de vanvittigt funky ’Black Balloons’ og ’Cash Maniac’, som understreger en overraskende tæft for både g-funk-lignende melodier og catchy omkvæd. De to numre er ulig noget andet, Curry før har prøvet kræfter med, men de danner et klædeligt afbræk til resten af albummet, der gradvist kryber længere og længere ned i mørkets gab som en nedadgående spiral.
Halvdelen af tiden lyder Curry som en pulveriserende lyrisk force, der har et udestående med beatet. Seismiske bangers som ’Black Metal Terrorist’ og ’Vengeance’ med glitch-rapperen JPEGMafia og screamo-rapperen Zillakami stryger mod hårene på den helt rigtige måde, for slet ikke at tale om det pandemiske højdepunkt ’Percs’, hvor Curry går i struben på sine pillegnaskende konkurrenter: »With these dumbass niggas, and they don’t say shit / sound like ’Durr, durr, durr’, you like ’Oh, that’s lit’ / with yo’ boof ass hits, ’I’ma fuck yo’ bitch’ / ’I just popped two Xans’, nigga, fuck that shit«.
Mens ’Ta13oo’s afsluttende ’Dark’-kapitel klart er mest leveringsdygtigt i den slags uforlignelige monster-bangers, der kræver tandbeskytter, er det imidlertid den midterste ’Gray’-del af værket, der viser Currys alsidighed bedst.
Her hersker gråzonerne nemlig: For hver hjernerystende ’Sumo’-banger er der skæringer som den fatalistiske, J.I.D.-assisterede ’Sirens’ eller den komplet ubesværede ’Switch It Up’, hvor Curry rikochetterer mellem tordnende flows og toneskift i stemmelejet, der går fra teatralske Hamlet-linjer til snerrende overlegenhed, som hakker, stopper og fortsætter: »And I wasn’t even phased, been the hottest in the place / talkin’ ’bout a nigga changed with a pocket full of change / range this order, blame this for the pain in Florida«.
Man forstår udmærket, hvorfor Denzel Curry ikke vil slås i hartkorn med den prototypiske, endimensionelle Soundcloud-rapper. ’Ta13oo’ cementerer ham mest af alt som en slags Soundcloud-udbryder, der tilhører en liga, de absolut færreste rappere gør sig fortjent til.
Kort sagt:
Denzel Currys tredje studiealbum kolliderer med tabuiserede emner som depression, misbrug og mortalitet gennem tre helstøbte kapitler, der gradvist kryber længere ned i mørket som en nedadgående spiral. Mens især den afsluttende ’Dark’-del er leveringsdygtig i den slags seismiske bangers, som man kender Curry for, viser både ’Light’- og ’Gray’-kapitlerne, at hans kunstneriske alsidighed er større end nogensinde. Curry er efterhånden i en liga for sig.