Rebecca Lou kan ret godt lide Avril Lavigne. Det fik vi slået fast, da hun i forbindelse med sidste års stærke ‘Heavy Metal Feelings’-album fortalte om ti sange, der har defineret hende som menneske og musiker.
»Min første koncert nogensinde som teenager var med Avril Lavigne. Jeg gik så meget amok, at jeg besvimede under koncerten, og jeg tænker, at den energi vil jeg holde fast i så længe, jeg kan gå og stå«, fortalte hun, og man kan altså godt høre noget af Lavignes skakternede poppunk-energi i Rebecca Lous nye single ‘DREAMGRRRL’, som vi har premiere på i dag.
»’DREAMGRRRL’ handler om mit ultimative girlcrush. Den der fascination af et andet menneske, der får dit hjerte til at hamre, får sommerfuglene i maven til at gå amok, og som gør dig lidt ekstra skør, når du tænker på den her person«, fortæller Lou i en pressemeddelelse.
»Kærlighed inspirerer mig sygt meget i min musik, både den platoniske, romantiske og livsglæde-agtige slags, og jeg er en person, der nemt forelsker mig i alt muligt. Jeg elsker at crushe og drømme mig væk helt håbløst og vildt. Det er det sødeste ‘high’, der findes«, lyder det.
Sangen kan naturligvis høres live på Rebecca Lous danmarksturné, som er i fuld sving i øjeblikket.