‘Heavy Metal Feelings’: Rebecca Lou har opfundet sin egen genre, der kan rumme både det tungsindige og vældig catchy
00’ernes kommercielle poprock var ikke just tidens mest roste stilart – men den er i gang med en renæssance.
Jovist, reevalueringen af den æra handler oftest om poppunken (Blink-182, Sum 41, Alkaline Trio) og den nært beslægtede emo-poprock (My Chemical Romance, Paramore, Fall Out Boy). Men også poprocknavne som Pink, Avril Lavigne og endda Nickelback har vundet ny anerkendelse for deres evne til at blande rockens tyngde, nerve og slagkraft med poppens catchyness i et format, der måske var for uhøjtideligt til Pitchfork-hipsters, men som passede perfekt ind på popradioens playlister.
Og det er den type navne, der er den klareste parallel til det, Rebecca Lou har gang i på ‘Heavy Metal Feelings’, hvor den danske rockmusiker skruer op for poppen og ned for den skramlede garagerock, der ellers hidtil har været definerende for hendes karriere.
Rebecca Lou kalder selv albummets stilart for ‘doompop’, hvilket på papiret lyder som en blanding af doom metal og popmusik (måske en sag for den Roskilde-aktuelle genrebastard Poppy?) – men som altså i realiteten er en form for 00’er-klingende poprock.
Jeg ville ikke kalde albummet for så sonisk uortodokst, at der nødvendigvis er brug for at opfinde en ny genrebetegnelse, men hun har fat i noget, når hun giver sit album dette mærkat. For der er en gennemtrængende fornemmelse af doom, der sætter sig på store dele af tracklisten.
Det er rockede popsange, til når du har det skidt. Til når det føles som om, alt i din omverden modarbejder dig. Når Lou synger om længsel på ‘Capitalism Kills’, er det længsel efter nogen, der kan redde hende fra den destruktive, nærmest blodige hverdag, kapitalismen faciliterer.
Når hun senere på albummet synger, at hun er ‘Hard to Kill’, er det ikke primært en erklæring af stolthed eller styrke, omend disse følelser skam er på spil også – i stedet ender fokus med at være på, hvor mange dæmoner, der metaforisk prøver at ‘dræbe’ hende, dog uden succes.
Melankolien er over det hele. Der kommer aldrig det der store forløsende vredesudbrud, ej heller den tiltrængte tryghed. Selv på kærlighedssangen ‘Till Death Do Us Part’, der jo ret beset handler om at søge tryghed, er den musikalske stemning nedtrykt, og de fleste af linjerne fokuserer på at skildre ubehag.
De tunge, metalliske følelser, som albummet er opkaldt efter, er umulige at flygte fra.
Eller, det vil sige – der er ét nummer, hvor lyset trænger igennem de emotionelle sprækker.
Det er på førstesinglen ‘Lovesick’, der bare bliver et bedre nummer for hver gang, jeg lytter til det. Sangen er spækket med hooks, og dens wall of sound-klingende produktion sørger for, at musikken lyder som en decideret lykkebombe. Det er et klasseeksempel på, at Rebecca Lou også mestrer den glade popsang, og den skaber god dynamisk afveksling fra den tungsindige stil, der dominerer albummet.
Jeg havde ærlig talt ikke brokket mig over flere tracks af samme støbning som ‘Lovesick’, men fair: Rebecca Lous fortælling stammer fra hendes egne oplevelser, og her gav det bedst mening for hende at holde tristessen i fokus. Lytteoplevelsen risikerer dog dermed at blive ret ensporet, også selv om hendes sangskrivning fungerer rigtig godt inden for det spor, hun nu har valgt.
Og her er Rebecca Lous skift til poprock rigtig spændende. For jeg er vild med, at hun har pakket så tunge følelser ind i en lyd, der er så tilgængelig og bredt appellerende.
Det er vigtigt at danne et sprog for at tale om traumer, så alle kan være med – og det musikalske sprog taler Rebecca Lou flydende med mindeværdige melodier og tætpakkede klangflader.
Kort sagt:
På ‘Heavy Metal Feelings’ blander Rebecca Lou med succes tungsindige følelser med skarp poprock-sangskrivning, der nægter at forlade øregangene. Det er en lind strøm af tristesse, der risikerer at flyde sammen stemningsmæssigt, men hvor store, gennemtrængende følelser er på spil.