En sang jeg altid vender tilbage til for inspiration:
Yeah Yeah Yeahs ’Zero’
»Karen O er måske min største inspiration nogensinde både musikalsk og æstetisk. Lige fra de helt tidlige Yeah Yeah Yeahs-plader som var mega punkede og til de sårbare solosange elsker jeg bare alt, hun laver. Især sangen ’Zero’ var jeg mindblown over første gang, jeg hørte den. Igen og igen har tracket været en vigtig reference i min sangskrivning. Den storladne popsang med den rockede æstetik og den der ’ugly/beautiful’-vibe, som Karen O altid gør så godt! Og så er »get your leather on« bare en helt genial linje, der giver mig instant lyst til at feste«.
En sang der åbnede mit hjerte for rockmusik:
The Distillers ’Beat Your Heart Out’
»Rigtig mange rocksange har været betydningsfulde for mig gennem tiden og især dem med de kvindelige frontfigurer, da dén spejling var super vigtig for mig, da jeg voksede op og skulle finde min vej i musikken. Men da jeg første gang stiftede bekendtskab med Brody Dalle og den ikoniske Distillers-plade ’Coral Fang’, var det bare et helt nyt level af wauw. Klassisk punkrock med gritty vokal og samtidig mega melodisk og drømmende. Jeg er inkarneret Brody-bitch for life, og skal jeg vælge én yndlingssang ever, må det være ’Beat Your Heart Out’. Den perfekte kombi af smuk og fandenivoldsk på samme tid«.
En sang med upåklageligt pophåndværk:
Katy Perry ’Teenage Dream’
»Jeg er helt klart en sucker for en kæmpe popsang og lader mig også ofte inspirere af håndværket bag – især på min nye plade har poppens melodiske univers taget meget plads. Der er masser af god pop derude, og pop er mange forskellige ting, men godt kommercielt major label-pophåndværk for the masses er for mig, når melodi, lyrik, hook, æstetik og produktion smelter sammen og går planken helt ud. Et smukt eksempel på dét er Katy Perry og Max Martin på det powerpoppede anthem ’Teenage Dream’«.
En sang hvis tekstunivers slår mig bagover:
Bikini Kill ’Rebel Girl’
»’Rebel Girl’ er ægte punkpoesi, der rammer mig lige i mine politiske følelsers vold. Jeg har ofte følt mig alene som kvinde og queer i rockmusikkens verden, og denne sang er en anti-sexistisk manifestation for mig, og i det hele taget har Riot Grrrl-kulturen virkelig været vigtig for mig som kunstner og menneske. ’Rebel Girl’ er en sang, hvor jeg altid kan genvinde styrke og mod til at sige fra, tage plads og råbe så højt, jeg vil. »When she talks, I hear the revolution, in her kiss, I taste the revolution«. Smukt«.
Sangen jeg forbinder med mit barndomshjem:
The Kinks ’Lola’
»Meget af musikken, der spillede i mit barndomshjem, er helt klart præget af min far. Han var ung i 60’erne og 70’erne og har altid spillet masser af rockmusik for mig fra den periode. Et af de bands, han lyttede meget til, som jeg virkelig husker satte sig fast, var The Kinks. Deres musik var så fyldt med humor og sjove historier, og jeg rendte altid rundt som lille og sang »Lo-Lo-Lo-Lola«. Jeg forstod ikke sangens lyrik før mange år senere«.
Den første sang jeg kan huske gjorde et indtryk:
Whitney Houston ’I Will Always Love You’
»Jeg kan huske, at jeg så ’The Bodyguard’ som helt lille, og at Whitney Houston gjorde et kæmpe indtryk på mig. Jeg fattede ikke, at en sang kunne være så ’stor’. Hun vækkede de der drømme om kæmpe scener, og tanken om et andet liv blev en konstant utopisk dagdrøm væk fra alt det svære, jeg følte. Jeg kunne finde på at pjække fra skole for at sidde derhjemme og indspille Whitney-sange på min lille båndoptager på mit værelse. Hun var så stærk, sårbar og selvdestruktiv på samme tid. Det var fascinationen af en ægte superstjerne på godt og ondt«.
Et nummer jeg ikke kan lade være med at danse til:
Charli XCX ’Good Ones’
»Jeg elsker Charli XCX, og hendes musik er altid kæmpe party-vibes og masser af sjov og ballade. Hun er både en mega cool og original artist og en fantastisk sangskriver på samme tid. Jeg er nok ikke den store clubkid, måske mere bodega- og rockkoncerttypen, men hvis du sætter Charli på playlisten, så er jeg med garanti din på dansegulvet resten af natten«.
Den nyeste tilføjelse til listen over mine all time-yndlingssange:
Holly Humberstone ’Scarlett’
»Den seneste måneds tid har jeg hørt ’Scarlett’ på repeat. Sangens produktion er ret underspillet, men melodien og teksten er bare så emo-cute, at jeg elsker den. Det er så fedt, den oprejsning emo- og poppunkkulturen har gang i lige nu, and I’m all for it. Der er især en helt genial linje i sangen, når Holly Humberstone synger »You’re an emotional grim reaper«. Helt ikonisk allerede dér, hvis du spørger mig!«
Sangen der giver mig gåsehud hver gang:
Carlie Hanson ’Daze Inn’
»Jeg elsker produktionen på det her track. Den måde synthbassen er skrevet og dropper i omkvædet er så flot, og de små guitarlicks der ligger rundt omkring i tracket er så seje. Og så er jeg bare en sucker for et melankolsk c-stykke, nærmest så man føler, at ens fødder letter fra jorden en smule. En super flot lille popperle med masser af rock, trap og emo-vibes. Kæmpe fan af Carlie og glæder mig til at følge hende fremover«.
En sang jeg også hører om 50 år:
Avril Lavigne ’Sk8er Boi’
»Min første koncert nogensinde som teenager var med Avril Lavigne. Jeg gik så meget amok, at jeg besvimede under koncerten, og jeg tænker, at den energi vil jeg holde fast i så længe, jeg kan gå og stå. Så om 50 år kan i nok finde mig på plejehjemmet som hende der kommer whiskey i morgenkaffen, fortæller røverhistiorier fra landevejen og rocker ud til ’Sk8er Boi’ i min læderjakke, som I i øvrigt gerne må sende mig afsted i, når jeg en dag smutter herfra«.