1. 42 Dugg & EST Gee ‘Free the Shiners’
‘Free the Shiners’ er en tung omgang drill fra to af tidens mest spændende nye hiphopstemmer: 42 Dugg og EST Gee. Sangen varer kun to minutter, men lynhurtigt får den etableret, hvorfor de begge er værd at holde øje med.
De to rappere udveksler korte vers med hæsblæsende hastighed. EST Gee starter det køligt ud med et flow, der roligt varmer op i takt med, at beatet træder ind, og derfra oser hans stemme bare af, at han har styr på det – hver linje emmer af overlegenhed.
Her står han i stor kontrast til 42 Duggs nasale, insisterende vokal. Den er lige så voldsom og insisterende som de brutale scenarier, de to rappere beskriver.
Dynamikken mellem de to vokalister er upåklagelig. Så vi er rigtig glade for, at der venter mere af samme skuffe. For da de to rappere udgav ‘Free the Shiners’, annoncerede de samtidig et fællesalbum ved navn ‘Last Ones Left’. Der er ingen dato på endnu, men vi ser frem til det.
2. Denzel Curry feat. T-Pain ‘Troubles’
Denzel Curry er denne uge aktuel med albummet ‘Melt My Eyez See Your Future’. Det blev annonceret tidligere på ugen, da Curry delte denne sjælfulde skæring, der byder på en gæsteoptræden fra autocroon-legenden T-Pain, der er i topform på sit vers.
3. Pumps ‘Normally’
Kan popmusik både være tilbageholdende og spækket med slagkraft? Den Konkylie-signede danske duo Pumps viser med deres anden single, at det sagtens er muligt. Bare hør hvordan guitaren så fint holder igen, mens synthesizeren og vokalen er dejligt insisterende.
4. Bladee & Ecco2k ‘The Flag Is Raised’
Sidste uge bød på en god nyhed for alle fans af det svenske kultrap-kollektiv Drain Gang. To af deres største stjerner, Bladee og Ecco2k, slog sig nemlig sammen og udgav surprise-albummet ‘Crest’. Nu hvor vi har lyttet det grundigt igennem, vil vi især fremhæve det ømme og catchy åbningsnummer som et højdepunkt.
5. Let’s Eat Grandma ‘Levitation’
Synthpopduoen Let’s Eat Grandma er på vej med deres tredje album, ‘Two Ribbons’ (29. april), og denne bragende sjæler er seneste i en efterhånden længere række af singler derfra. Duoen beskriver det som en fortælling om to mennesker, der begge har det svært i hverdagen, men som er i stand til at finde noget trøst i deres samvær.
6. Fontaines D.C. ‘Skinty Fia’
22. april udgiver det irske rockband Fontaines D.C. deres tredje album, ‘Skinty Fia’, og de har i den forbindelse kørt deres mest solide single-run hidtil. Den triphop- og madchester-kanaliserende omgang gothrock på det dystre titelnummer er ulig noget, postpunkgruppen nogensinde har lavet før, og det lyder imponerende godt.
7. Soccer Mommy ‘Shotgun’
Soccer Mommy har netop annonceret et ret så spændende nyt album. ‘Sometimes’ udkommer 24. juni og er produceret af ingen ringere end Daniel Lopatin – den eksperimenterende elektroniske troldmand, der tidligere i år skabte magi med The Weeknd på ‘Dawn FM’. ‘Shotgun’ er første smag derfra, og selv om Lopatin og Soccer Mommy er et umage match på overfladen, fungerer det fremragende.
8. Channel Tres ‘Acid in My Blood’
Hiphouse-kongen Channel Tres har lige udgivet dobbeltsinglen ‘Acid / Ganzfeld’, og vi er især glade for tyngden og det funklende lydlandskab på a-siden, ‘Acid in My Blood’. Vi glæder os til at danse til den, når Channel Tres til sommer gæster den nye festival O på Refshaleøen.