Hvem i alverden har lukket dem her ind?
Sådan kunne man næsten godt tænke, da Soundvenue og Fabräk fejrede udgivelsen af duoens eksplosive (men også overraskende flersidige) debutalbum ‘Rige børn leger bedst’ i Søpavillonens mondæne omgivelser.
Under deres minikoncert torsdag aften fløj den dynamiske duo rundt i den salonlignende sal og spredte den lyksaligt fandenivoldske energi, der er deres kendetegn.
Da koncerten kulminerede med fællessang til ‘Daarligt’, var det svært ikke at smile: Her stod Fabräk og skrålede om at hade østers, mens selvsamme ret sandsynligvis blev serveret i restauranten på Søpavillonens første sal. Til gengæld havde punkrap-gruppen så meget smæk på, at det ikke ville undre mig, hvis champagnen skvulpede over ovenpå, og nogen tabte sin østers ned i skødet.
Samtidig viste gruppen også, at ‘Rige børn leger bedst’ altså ikke bare er ti sange i samme stil som hitsne ‘Voldsom’ og ‘Daarligt’. De spillede også en rendyrket popsang i form af ‘Papirtiger’, mens titelnummeret fra albummet gik all-in på at skramle, støje og skrige.
Der var en sitrende energi på Søpavillonen. Det føltes som ankomsten af et nødvendigt elektrochok til den danske musikscene. For det er længe siden, nogen har bragt den slags rebelske, antiautoritære energi, som Fabräk har.
Den energi sprudlede Anton og Sixten, som de to medlemmer hedder, også af til et live-interview med Soundvenues Kristian Karl, der gik forud for koncerten.
Her fik de blandt andet understreget, at sangen ‘Jeg skater ik’ altså ikke er en diss-sang til hele skatermiljøet – de gider bare ikke skate. Duoen fik også jokende (tror vi?) sagt, at de fortryder samtlige deres tatoveringer, og så fortalte de om, at de oprindeligt kiggede lidt skævt til hinanden, da de opdagede hinanden på Soundcloud. Eller »rapper-Tinder«, som de kalder platformen.
‘Rige børn leger bedst’ er ude i dag, og du kan snart opleve Fabräk live igen. De spiller nemlig til Soundvenues nye tredages festival INPUT, der finder sted den 19.-21. maj i København.
Se billeder fra torsdagens release-fejring forneden.