Der har været mange diskussioner og massevis af holdninger til Will Smiths Oscar-lussing. En af de ting, der er blevet diskuteret i kølvandet på episoden, er, hvilke konsekvenser skuespillerens voldshandling kan have for andre standup-komikere verden over.
For skal man nu som komiker frygte at bliver overfuset eller endda overfaldet på scenen, hvis man laver en spydig eller kritisk joke? Hvis en af verdens mest berømte komikere kan blive fysisk afstraffet for en vits på live-tv, hvad kan den gennemsnitlige standupper så ikke forvente?
Tidligere på ugen udspillede der sig så en situation til et event i Atlanta, der er svær ikke at sætte i forbindelse med Will Smith-skandalen.
T.I. stormede nemlig scenen under et standup-show af komikeren Lauren Knight, der ifølge T.I. var gået over stregen ved at referere til de anklager om seksuelle overgreb, som en lang række kvinder har fremsat mod rapperen og hans kone.
T.I. insisterede på, at han og hans kone Tiny var uskyldige, og leverede en form for brandtale: »Så længe du bliver ved med at joke med det her, bliver jeg ved med at konfrontere dig, uanset hvor lang tid det tager. Når du stopper med at provokere mig og mine nærmeste, stopper jeg med at sige noget«, lød det fra den næppe hundrede procent ædru rapper.
Komikeren Lauren Knight fik dog også forsvaret sig, selv om T.I. både tog mikrofonen, prøvede at kramme hende og nægtede at forlade scenen.
»Dette er ikke en rap-battle. Det er et motherfucking comedy show. Og lad os være helt tydelige: Hvis jeg vil joke om noget, så gør jeg det. Du kan ikke sige, at jeg skal holde kæft. Det her er mit shit«, lød det fra Lauren Knight.
Siden har hele episoden fået et grimt efterspil. Komikeren hævder nemlig, at T.I. forstyrrede hele hendes optræden allerede inden, han stormede scenen, og at han opførte sig provokerende. Ifølge Lauren Knight afbrød han blandt andet hendes show ved at råbe »bitch«.