Det er i dag ti år siden, hiphopgruppen Specktors udgav hittet ‘Lågsus’. Meget er sket sidenhen – eksempelvis er Specktors gået fra trio til duo, og mange nye navne er kommet til på den danske hiphopscene – men ‘L¨ågsus’ er stadig en gedigen feststarter, og med sange som ‘Unz Unz’ og ‘Gutterne’ har Specktors de seneste par år gjort alvorligt comeback som succesfulde hitmagere.
Så for at fejre, at ‘Lågsus’ fylder rundt, har de genindspillet den – igen (de genindspillede den også i 2012 i en populær udgave med Medina).
Denne nye udgave byder på to gæster, og sangen ‘Lågsus for evigt’ har besøg af både Tessa og TopGunn.
Der er også ny produktion på denne genindspillede udgave. De to 2012-versioner er begge produceret af Nicholas Kawamura, men for at give den nye udgave passende 2022-stemning, har Specktors hevet fat i duoen Rob x Jenne, der har hittet med mange danske hiphopkunstnere de seneste år.
Spectors udtaler i en pressemeddelelse:
»Vores første idé var at lave en ny version af ‘Lågsus’ og få nogle sprøde gæster på. Vi ved, at det nummer stadig betyder rigtig meget for en masse mennesker, så vi tænkte, at det ville være oplagt at opdatere det sammen med nogle nye kunstnere, som vi selv er inspirerede af. Vi havde en masse navne skrevet ned på et stykke papir, men kom frem til, at der kun var to, vi ville spørge. Heldigvis var både Tessa og Topgunn klar! 10 år er lang tid, men ikke nok. Vi har det stadig lågsus og stopper ikke, før vi er sikre på at blive husket som Danmarks største festikoner!«
En genindspillet sang er dog ikke nok til at fejre et jubilæum af denne vigtighed. Så derfor har Specktors også annonceret to ‘Lågsus for evigt – lågsus for altid’-koncerter, som de selv beskriver som »10 års fest mast sammen til ét show, hvor vi både kigger tilbage til starten på det hele og frem til, hvor vi er på vej hen«.
De to jubilæumskoncerter finder sted henholdsvis 21. oktober på Voxhall i Aarhus og 22. oktober på Store Vega i København. Billetsalget til begge koncerter er i gang.