Atlanta-gruppen Migos har efterhånden været en uadskillelig trio i mange år, og de står bag en lang række mixtapes og album. Blandt andet selvfølgelig de tre ‘Culture’-album, der har gjort dem til nogle af trapscenens største stjerner. Det seneste af dem, ‘Culture III’, udkom sidste år.
Men nu kunne noget tyde på, at der er opstået splid i gruppen. To af medlemmerne, Quavo og Takeoff, har tilsyneladende startet deres egen duo under navnet Unc And Phew – navnet skyldes, at Quavo rent faktisk er Takeoffs onkel i virkeligheden.
Det er måske ikke så mærkeligt i sig selv. Alle de tre Migos har jo før lavet soloprojekter. Men i kølvandet på annonceringen af den nye duo har det tredje medlem – Offset – unfollowet sine to Migos-makkere på Instagram. Hvilket nu om dage nærmest er lig en offentlig krigserklæring.
Det er desuden ikke kun Offset, der er stoppet med at følge de to andre Migos. Hans meget berømte rapperhustru, Cardi B, har også fulgt trop og vinket farvel til Quavo og Offset på det sociale medie. Det rapporterer Stereogum.