KOMMENTAR. Migos’ storhedstid er forbi. Sorry, men det er sandheden.
Her i 2021 – knap fem år efter de fik et verdenshit med ’Bad and Boujee’, blev udråbt til ikoner af Donald Glover og blev sammenlignet med The Beatles i utallige memes – er trioens periode som hiphoppens toneangivende navn forbi.
’Culture III’ er netop udkommet, men i modsætning til de to første udspil i albumserien er der ikke noget stort nyt hit, og – endnu værre – der er ikke nogen særlig begejstring i luften (eller på internettet).
Det på trods af, at albummet byder på helt tunge gæsteoptrædener som Drake, Cardi B og Justin Bieber. Og på trods af, at ’Culture’-titlen gør krav på at være et, ja, kulturdefinerende moment.
Gruppens seneste store hit, Mustard-samarbejdet ‘Pure Water’, ligger et par år tilbage. Og faktisk var ‘Culture III’ ikke nødvendigvis den største hiphopudgivelse, der landede i fredags – den titel går næsten til den yngre rapper Polo G, der hitter stort med ‘Rapstar’, som udgav albummet ‘Hall of Fame’.
Hvad er der sket? I virkeligheden det, der altid sker. Musikverdenen har bevæget sig videre. Mens de tre Migos er blevet stående.
I hiphop- og popverdenen er det, der var fantastisk for fem år siden, ikke nødvendigvis fantastisk i dag. Genrerne lever af forandring, og omskiftelighed er deres vilkår.
Derfor er dem, der formår at holde sig i toppen over en længere periode altid dem, der formår at forny sig. Det er selve fundamentet for langvarig succes, uanset om man hedder Madonna eller Drake.
Migos har helt enkelt ikke forandret sig. De laver mere eller mindre det samme, som de altid har gjort.
Quavo, Offset og Takeoff dyrker fortsat klassiske trap-beats og de hakkende, hurtige flows, som nærmest alle rappere begyndte at efterligne i slutningen af 2010’erne. Ting som ikke længere lyder nye og friske, men velkendte og gennemtærskede.
Lige så uvillige til at forandre sig, som trioen er, lige så stærke er de dog, når tingene simpelthen klikker for dem. Deres trap-æstetik er måske faldet lidt ud af tidsåndens omflakkende smag. Men kvaliteten er ikke blevet ringere.
Det bliver især tydeligt på en sang som ’Roadrunner’, hvor de tre Migos igen lyder som kongerne af 2016. Ligesom på ’Bad and Boujee’ er det Offset, der driver sangen frem med en vokalmæssig magtdemonstration, der er svær ikke at blive imponeret af.
Der er noget nærmest akrobatisk over Atlanta-rapperens komplekse flowkonstruktioner. Lige når man tror, at han har fyret så mange ord afsted, at han selv er faret vild på beatet, lander han helt perfekt – som en linedanser, der er i total kontrol, selv når det ligner, han er ved at styrte spektakulært.
Det er vokalmæssig Cirque de Soleil, han har gang i her.
Cardi B’s ægtemand er altså den klare stjerne på ‘Roadrunner’, men Quavo og Takeoff dukker også op med solide præstationer og assisterer endda Offset gavmildt med deres ikoniske ad-libs.
Den ellers meget ujævne Quavo imponerer med et vers, der lyder som noget, der er taget fra deres midt 2010’er-mixtapes, og Takeoff får – i modsætning til ’Bad and Boujee’ – også lov til at være med til sidst på nummeret.
Det er næsten som om, klokken viser 2016 eller 2017 igen, når man bliver suget ind af ’Roadrunners’ åndeløse tempo. Men det er måske også en pointe i sig selv: Migos lyder bedst, når de lyder som gamle dage. De sætter ikke længere dagsordenen for nutiden.