Det er svært at overvurdere, hvor vigtig TikTok efterhånden er for musikbranchen. Platformen er blevet stedet, hvor det altafgørende unge publikum finder ny musik, og hvor hits bliver skabt. Det har ført til, at de store pladeselskaber er blevet besat af at skabe det næste virale moment på TikTok.
Men nu har en række popstjerner altså fået nok af det pres for at gå viralt på TikTok, som de mærker fra musikbranchen. I løbet af ugen har FKA Twigs, Charli XCX og Florence and the Machine udtrykt deres frustration over at blive presset til at poste på TikTok.
»Det eneste mit label vil have er TikToks, og i dag fik jeg skæld ud for ikke at gøre mig umage nok«, skrev Twigs for eksempel sammen med et foto, hvor hun ser meget opgivende ud.
»Når pladeselskabet beder mig om at lave ugens ottende TikTok«, skrev Charli XCX på et foto, hvor hun ser ret udmattet ud.
Nu har Halsey også meldt sig på banen med en video, hvor popstjernen hævder, at hendes pladeselskab ikke vil udgive hendes nye single, hvis ikke den har viral succes på TikTok.
»Alt er marketing«, lyder det fra Halsey. »De gør det her mod stort set alle artister nutildags. Jeg vil bare udgive musik, mand! Jeg fortjener bedre. Jeg er træt«.
Det ironiske ved historien? Den video, hvor Halsey klager over presset om at hitte på TikTok, er nu gået viralt. Men så kan det jo i det mindste være, hun kan få lov til at udgive den nye sang.
@halsey I’m tired
♬ original sound – Halsey