I september 2021 løb den første udgave af Tomorrow Festival af stablen i Valbyparken. Den nye danske festival havde stort fokus på bæredygtighed og kombinerede blandt andet koncerter og talks med visuelle iscenesættelser og fysiske oplevelser.
Tomorrow Festival – der var arrangeret af organisationen Tomorrow – skulle have foregået for anden gang 26.-27. august, men festivalen er nu aflyst.
Nyheden kommer to uger efter, at en anden ny dansk festival – To Øl City Festival – aflyste årets arrangement grundet svigtende billetsalg.
»Det er med dyb beklagelse, at vi må fortælle, at bæredygtighedsplatformen Tomorrow efter en succesfuld premiere i 2021 lukker ned pr. dags dato«, står der i en pressemeddelelse på Tomorrows website. Årsagen skyldes problemer med finansiering.
»Det betyder, at Tomorrow ikke som planlagt afholder anden sæson den 26.-27. august 2022 i Valbyparken af Tomorrow Festival, Tomorrow Summit og Imagine Tomorrow. Dette skyldes, at det i modsætning til sidste år har vist sig for vanskeligt at tilvejebringe den nødvendige medfinansiering fra virksomheder og fonde«, står der i meddelelsen.
Nonprofit-platformen Tomorrow blev ledet af Caroline Søeborg Ahlefeldt, der var med til at stifte Heartland Festival.
Hun udtaler via pressemeddelelsen: »Vi må erkende, at det i år ikke er lykkedes at få finansiering på plads. Vi lever i usikre tider og har måttet sande, at krigen i Ukraine, stigende priser og inflation har skabt stor usikkerhed hos virksomhederne, som derfor naturligt vælger at fokusere på egen forretning. Vi har fantastiske partnere med om bord, men det er ikke rimeligt over for hverken dem, leverandører eller billetindehavere at fortsætte, når vi vurderer, at vi de kommende måneder ikke kan skaffe den sidste nødvendige kapital«.
Oh Land, Efterklang, Goss, The Raveonettes og Lydmor var blandt andet på plakaten til 2022-udgaven af Tomorrow Festival.
Sidste år spillede navne som Bisse, Hans Philip og Scarlet Pleasure.