Knuselskelige Andreas Odbjerg var fredagens højdepunkt på NorthSide
Andreas Odbjerg er definitionen på ordet wholesome.
Alene hans historie gør det svært ikke at heppe på ham. I mere end et årti har den nu 34-årige sangskriver kæmpet en hård kamp for at slå igennem. En kamp, der som bekendt har slæbt ham igennem både ’X-Factor’ og ’Voice – Danmarks største stemme’, og som engang imellem har måttet syntes håbløs. Men han nægtede at give op. Odbjerg er et levende bevis på, at ihærdighed godt kan betale sig.
Derfor var det også rørende at se, at Odbjerg under sin fænomenale fredagskoncert på NorthSide fremstod som intet mindre end en superstjerne. En akavet og mildest talt skæv en af slagsen, men ikke desto mindre en superstjerne. Og ligesom det var tilfældet med forårets ganske glimrende debutalbum, ’Hjem fra fabrikken’, føltes hans NorthSide-debut som en slags foreløbig kulmination på karrieren.
Odbjerg var tydeligvis også selv overrumplet. Især fordi NorthSides nye Echo-scene ifølge sangeren selv er den største scene, han nogensinde har spillet på. »Det her er en af de vildeste aftener i mit«, bemærkede han flere gange under koncerten, og man troede virkelig på ham.
Materialet fra debutalbummet strålede kun endnu mere live, hvor de fleste af numrene fremgik i en noget mere dansabel, nærmest funky version. Det var tydeligt, at disse numre på rekordtid har fået deres eget liv. Det gjaldt ikke mindst fremføringen af den smertelindrende ’I morgen er der også en dag’, som i Eskelunden blev rundet af med et bevægende a cappella-stykke med publikum som kor.
En smule kitschet? Måske. Men også umuligt at stå for. Odbjerg oser ganske enkelt af gode vibes, og han fremstod uendeligt sympatisk gennem hele koncerten. Der var så meget kærlighed på scenen.
Desuden er han også bare skide sjov. Det stod klart, da han præsenterede nummeret ’Anne Linnet’ ved at forklare, at han simpelthen blev nødt til at skrive en hyldest til hende, alene fordi hun er så god til at score unge damer (»På den gode måde! Ikke på Jeppe Kofod-måden«). Eller da han slæbte en kæmpemæssig papfigur af Tobias Rahim med på scenen, da han rundede koncerten af med monsterhittet ’Stor mand’.
På sit debutalbum cementerede Odbjerg sin status som en af Danmarks bedste sangskrivere. I Eskelunden beviste han, at han også er en fantastisk performer. Gudskelov, at han aldrig gav op.
Kort sagt:
Andreas Odbjergs NorthSide-debut føltes som en foreløbig kulmination på sangerens årelange kamp for at slå igennem, og hans charmerende koncert står tilbage som fredagens højdepunkt på festivalen.