Det er ikke noget nyt, at rappere hylder afdøde venner eller familiemedlemmer med tatoveringer. Men Lil Durk har lige taget praksissen til et nyt niveau med sine nyeste kropsudsmykninger.
Chicago-kunstneren har således fået tatoveret hilsener til to afdøde mænd, der stod ham nær, henover sine lår. Nemlig Lil Durks bedste ven, rapperen King Von, der var en af drill-scenens største talenter, samt storebroren DThang.
Og ikke nok med det: Hele rapperens ryg er nu dækket af et pænt skræmmende skelethoved, der virker som en uhyggelig påmindelse om de døde.
I det hele taget har Lil Durk været igennem en urimelig stor mængde tragedier. Udover King Von og DThang har han også mistet en række venner og samarbejdspartnere som blandt andre fætteren OTF Nunu og manageren OTF Chino.
Der er dog ikke kun hilsener til døde venner på Lil Durks krop.
Bag på benene har han også fået tatoveret sit kælenavn, The Voice, samt en overstreget rotte med teksten »no snitches allowed« – hvilket næsten kun kan være en hilsen til hiphopverdenens mest berygtede »rotte«, 6ix9ine, der jo vidnede mod sin egen bande, og som i øvrigt har haft en del skærmydsler med Lil Durk.