Derfor er Lil Baby og Lil Durk rapperne, alle kigger mod lige nu

Det netop udkomne fællesalbum ’The Voice of the Heroes’ er ikke en ’Watch the Throne’-agtig fejring af succes, men en stærk og stedvis smertefuld skildring af livet og døden i Atlanta og Chicago. Netop den autenticitet er albummets – og de to rapperes – store styrke.
Derfor er Lil Baby og Lil Durk rapperne, alle kigger mod lige nu
Lil Durk og Lil Baby. (Foto: Lil Durk/Instagram)

KOMMENTAR. De seneste ti år har især to byer præget den amerikanske hiphop.

Nemlig trapmusikkens fødeby Atlanta, der har produceret toneangivende artister som Future, Young Thug og Gucci Mane – og Chicago, hvor drill-genren er opstået, og hvor kunstnere som Chief Keef, Chance the Rapper og Polo G er blevet verdensstjerner.

Derfor er det meget passende, at de to rappere, alles øjne er rettet mod lige nu – Lil Baby og Lil Durk – kommer fra netop de to byer.

Lil Baby er således den klart største artist fra Atlanta-scenen, hvor han er gået fra at være Young Thugs discipel til at udgive USA’s mest streamede album i 2020 (‘My Turn’).

Lil Durk er efter ti år på musikscenen til gengæld trådt ud af drill-legenden Chief Keefs skygge med en stribe stærke udgivelser samt et storhit med Drake i form af ’Laugh Now, Cry Later’.

Nu har de to byers herskende skikkelser slået sig sammen på fællesudgivelsen ’The Voice of the Heroes’. Og det album er værd at dvæle lidt ved, for det viser præcis, hvad de to kunstnere kan.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Udgivelsen kunne nemlig snildt bare være én stor fejring af de to rapperes fantastiske fremgang a la Kanye og Jay-Z’s ‘Watch the Throne’. Eller det kunne nøjes med at dokumentere en ugelang stripklubudflugt som Future og Drakes ‘What a Time To Be Alive’.

Men Lil Baby og Lil Durk skiller sig ud fra de tidligere fællesalbum af tidens store stjerner.

I stedet for at svæve i deres egen succes har de lavet et album om alle de ting, de har måttet gå igennem (og stadig går igennem) for at opnå den.

Ikke opfundet den dybe tallerken

‘The Voice of the Heroes’ føles drevet af et ønske om at skildre livet i Chicago og Atlanta uden omsvøb – og måske er det netop på grund af, at rapperne er så tro mod stederne, de kommer fra, at deres stil ligger i forlængelse af de byers eksisterende æstetik.

Hverken Lil Baby eller Lil Durk er således den slags kunstnere, der skaber en fuldstændig ny musikalsk retning ud af det blå. De har ikke opfundet den dybe tallerken eller et overlegent alternativ til hjulet.

I stedet arbejder de inden for de rammer, der allerede eksisterer.

Lil Baby er en poleret version af den slags intense flows Young Thug og Migos har udviklet, mens Durks autotunede sangrap ligger i forlængelse af rappere som Future eller Rich Homie Quan.

Den manglende innovation bliver til gengæld opvejet af den intensitet, de to rappere udstråler. De har en umiddelbar kvalitet der gør, at man bliver fanget af deres stemmer.

I Lil Babys tilfælde er der en slags altgennemsyrende nødvendighed i hans flows. Han rapper non stop på en indtrængende måde, der gør, at man ikke står af, selv når variationen ikke er den største.

Hør bare verset på ‘2040’, hvor han knap stopper for at trække vejret, en teknik han også brugte på sit seneste Drake-samarbejde ‘Wants and Needs’ (for ja, selvfølgelig har Baby også Drake-features). Når han rapper på den måde, føles det virkelig som om, hvert ord og hvert sekund tæller.

Lil Baby har samtidig tidligere skabt en af de stærkeste spejlinger af Black Lives Matter-protesterne i form af sangen ‘The Bigger Picture’, og han bliver en stærkere og mere detaljebevidst sangskriver for hver ny udgivelse.

Som når rapperen, der selv har afsonet i flere omgange, vækker følelsen af paranoia under en fængsling i ‘Bruised Up’: »They don’t tell you about the other part, taking showers with your boxers on / if you ever go to prison, buy a knife before you buy a phone«.

Hvor Baby brillerer ved en slags pauseløs vokalteknik, er Durk derimod stærkest, når han synger mere end han rapper og lægger følelser i sin autotunede stemme.

Sange om at overleve

Chicago-rapperen har mistet mange af sine nærmeste de senere år – fætteren OTF Nuski, den ekstremt begavede samarbejdspartner King Von, manageren OTF Chino Dolla, storebror DThang så sent som sidste weekend – og han er hjerteskærende god til at italesætte den sorg i sine sange.

Begge rappere er således stemmer, der formår at vække et ret nådesløst miljø til live. Man får ikke kun fortællingen om den rigdom, de har opnået. Man fornemmer også kampen, der kom før sejren.

Det gør deres fællesalbum ‘The Voice of the Heroes’ til et anti-‘Watch the Throne’. Det er ikke en overdådig fejring af luksus og rigdom, men et album, hvor hovedpersonerne konstant bliver hjemsøgt af smerten i deres fortid.

Lil Baby rapper om, at han er bange for udfaldet af den dom, Lil Durk stadig venter på i en sag om mordforsøg (‘Make It Out)’, mens Durk beskriver at dele værelse med en junkie som lille (‘Still Hood’). Andre steder drejer teksterne sig om venner, der er døde af dårlige stoffer, er røget i fængsel eller er blevet myrdet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil Durk og Lil Baby rapper ikke om at være i Paris på luksusferier med champagne og Fashion Week. De rapper om »skyttegravene«, som de billedligt nok kalder gaden. Det handler ikke om overflod, men om at overleve.

Selv når sangene drejer sig om juveler, sex, stoffer og så videre – og det gør de tit! – bliver de ting tematiseret som noget, der skal lindre traumer og PTSD snarere end noget, der er fornøjeligt i sin egen ret.

Det er netop den insisteren på autenticitet og på deres personlige historie, der har gjort Durk og Baby til rapperne, alle ser imod.

Så gør det som regel mindre, at de to artister ikke ligefrem skubber til genrens grænser. Men det skal dog siges, at ‘The Voice of the Heroes’ kan føles en smule monotont. Især fordi produktionerne er ren og skær samlebåndstrap. Albummets 18 sange har ligesom ét specifikt toneleje, som det aldrig bryder ud af.

Men på trods af monotonien føles ‘The Voice of the Heroes’ som et rent udtryk af at leve i Chicago og Atlanta. Lil Durk og Lil Baby giver stemme til en særlig form for levevis. De skaber sange, der spejler de hårde kvarterer, de kommer fra, og som menneskerne, der bor der, kan relatere til.

»I know how it feel to think everybody against you«, som Lil Baby rapper på ‘How It Feels’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af