Da Roskilde Festival annoncerede, at Rae Sremmurd ville spille på årets festival, virkede det som en yderst mærkværdig booking. Duoen har lavet fantastiske sange som ‘No Type’ og ‘Black Beatles’, men det er altså en del år siden, at brødre-duoen har haft et hit – eller udgivet musik i det hele taget.
Det tyder dog på, at der var en mening med galskaben, for nu har Rae Sremmurd netop udgivet comeback-singlen ‘Denial’, der er deres første udgivelse siden 2018-albummet ‘S3emm’. Deres producer Mike Will Made It har derudover meldt ud, at et nyt album skulle være lige på trapperne.
Der kommer altså sandsynligvis til at være en del ny musik ude, når Swae Lee og Slim Jxmmi spiller på Roskilde Festival til sommer.
‘Denial’ er Rae Sremmurd som vi kender dem. Swae Lee står for det sukkersøde falset-omkvæd, mens Slim Jxmmi bidrager med et enkelt vers. Sangen har desuden fået en musikvideo, hvor brødrene rumsterer rundt i Rio og hygger sig – lidt som Snoop Dogg og Pharrell i sin tid gjorde i ‘Beautiful’-videoen.