To Soundvenue-skribenter er hamrende uenige om Roskilde Festivals hiphopprogram

Årets Roskilde-plakat er landet, og især hiphopprogrammet har udløst heftige diskussioner i Soundvenues musikstab. Her lader vi to mildest talt uenige skribenter komme til orde i samme artikel.
To Soundvenue-skribenter er hamrende uenige om Roskilde Festivals hiphopprogram
Jack Harlow. (Foto: Astrida Valigorsky/Getty Images)

Årets Roskilde-plakat er landet, og den byder på hele 92 nye navne – inklusive nogle store nyheder på hiphopfronten.

Kendrick Lamar, der var annonceret til Roskilde Festival i 2020 og 2021, er som varslet ikke at finde på plakaten. Til gengæld er der kommet nye navne som Post Malone, Little Simz, Jack Harlow, Rae Sremmurd og Polo G til.

De seneste års coronabetingede pause gør derfor årets program til en lidt speciel størrelse. Visse navne har været booket til festivalen flere år i træk, andre er røget i svinget, og så er der dem, der netop er blevet tilføjet.

Denne her hvirvelvind af nye og gamle bookinger har ført til heftige diskussioner i Soundvenues musikstab, for det er svært ikke at sammenligne 2022-plakaten (der stadig ikke er komplet, bevares) med de navne, der før har været i spil.

Er 2022-plakatens hiphopprogram en skuffelse eller en forbedring i forhold til de tabte festivaler i 2020 og 2021?

I denne artikel får skribenterne Kristian Karl og Kjartan F. Stolberg, der har mildest talt delte meninger, begge lov til at komme til orde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kristian Karl synes …

Siden jeg denne gang er den sure citron i frugtskålen, er det vel på sin plads, at jeg lægger ud. Men lad mig lige som det allerførste spole tiden tilbage til den tid, hvor jeg var knap så sur skuffet. Nemlig februar 2020.

Det var en tid, hvor pandemier endnu ikke udløste festivalaflysninger, og hvor lockdown var noget, der skete i fængsler. Det var en lysere, mere uskyldig tid. Og det var en tid, hvor Roskilde Festival netop havde offentliggjort det, jeg i en nærmest beruset eufori kaldte »det bedste hiphopprogram i mands minde«.

Roskilde Festival annoncerede dengang Dave og Slowthai, to af tidens vigtigste nye britiske rappere, og danske legender som Malk De Koijn og Suspekt. Der var også helt unge, aktuelle amerikanske navne som Rico Nasty og DaBaby (pre-homofobi!) side om side med seriøst tunge artister som Pusha-T, The Roots og Anderson .Paak.

Det mest imponerende var en trehovedet hydra i form af Young Thug, Kendrick Lamar og Tyler, the Creator. Tre kunstnere, der har defineret den moderne hiphop – og de skulle allesammen spille på Roskilde.

Jeg havde det som Jesus på korset: Det var umuligt at få armene ned!

Men nu er det så 2022, og to af hydraens tre hoveder er blevet hugget af. Kendrick Lamar og Young Thug er ikke på Roskilde-plakaten. Og de er ikke blevet erstattet af noget ligeværdigt.

Jeg har et ømt punkt for Post Malone, men han og en anden ny booking som Jack Harlow har altså bare ikke samme kunstneriske tyngde som Kendrick Lamar eller samme kulturelle betydning som Young Thug. Når man går fra Kendrick til Harlow er det i virkeligheden mest af alt som at skifte en filosof ud med en fratboy.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Udskiftningen på toppen ville ikke være så slemt et tab, hvis mindre navne kunne løfte byrden. Men længere nede på plakaten finder vi en broget samling artister, der går fra folk som A.G. Club – der (på trods af et unægteligt talent) føles lidt som ’Brockhampton du bestilte fra Wish’ – til Rae Sremmurd, der peakede for mange år siden.

Altså: Jeg elsker ’No Type’ lige så meget som alle andre, men sangen udkom altså i 2014. Der er vel heller ikke nogen, der for alvor har lyst til at kaste sig ud i Mannequin Challenge i 2022.

Selvfølgelig er der stadig stærke bookinger rundt omkring som Little Simz, Polo G, Megan Thee Stallion og Tyler, the Creator. Det er også fedt, at Tessa og Artigeardit får plads i hovedprogrammet.

Der er bare langt fra den ovenstående håndfuld stærke navne og så til overflodsprogrammet med Thug, Kendrick, Paak, Pusha og så videre. Når man tænker på 2020-plakaten, er det svært ikke at føle, at kvaliteten er dalet, mens pandemien har sorteret nogle af de stærkeste navne fra.

Men okay. Det kan være, jeg bare skal endnu dybere ned i programmets mest eklektiske og eksperimenterende afkroge for at finde guldet – eller hvad, Kjartan?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kjartan F. Stolberg synes …

Jeg er i hvert fald fuldstændig enig i, at hitlisterapperne ikke just er det mest inspirerende på årets lineup – og at der godt måtte være nogle skikkelser med veletableret anciennitet a la Pusha-T og The Roots side om side med de mere friske navne (ligesom hvordan indierockerne i år har The Strokes, Modest Mouse og Jimmy Eat World).

Men hiphop er heldigvis andet og mere end genrens mest populære strømninger. Det er også en eventyrlysten undergrund befolket med kunstnere, der har meget på hjerte, og som er villige til at skubbe genren i spændende nye retninger.

Eksempelvis er der en række rappere på årets program, der viser, at conscious hiphop lever i bedste velgående.

Sidste års bedste hiphopalbum kom fra Little Simz, der gennem et følsomt selvportræt skildrede livet som en introvert sort kvinde i England. Hun er desuden et brag af en performer live – hun formåede at være et højdepunkt under Gorillaz’ ellers konsekvent hæsblæsende Orange-koncert i 2018.

Og hun er langt fra programmets eneste samfundsbevidste rapper af så stærk støbning. Man kan også se Sampa the Great, der udforsker emner som sort identitet, racisme, spiritualitet og sin position i musikindustrien. Med tracks som ’Final Form’ og ’OMG’ viser hun, at den slags sagtens kan gøres på en måde, der opildner til feststemning for alle pengene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis man virkelig vil have en musikalsk mavepuster, er der også nogle hiphopnavne, der forankrer deres samfundsbevidste fortællinger i soniske universer, der flår hiphopgenren, som vi kender den, fra hinanden.

Backxwashs musik handler ofte om hendes oplevelser med religion, afhængighed, angst og stigmatisering som en sort transkvinde, og det bliver cementeret med makaber industriel horrorcore, der trækker på metal og noisemusik – de hektiske toner kan let føre til årets mest moshingparate hiphopkoncert.

For ikke at tale om eksperimentalisten og hiphoppoeten Moor Mother, der trods hyperproduktivitet de seneste par år har formået at genopfinde sig selv nærmest hver eneste gang, hun har udgivet noget.

Hvad end det er jazzrap, melodiøse neosoulede toner, postpunkede riffs eller bare godt gammeldags støjende industrial-beats, ved man aldrig, hvad man får fra Moor Mother. Og så er hun endda ud over sit eget show også booket som en del af jazzgruppen Irreversible Entanglements.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi har også fået to ret oversete engelske kometer på banen. Det lyriske talent Che Lingo er mindre eksperimenterende end de navne, jeg ellers har hørt, men han er knivskarp på mikrofonen, og han har meget på hjerte. Og de kølige traplyde fra Sam Wise er lækre og friske på alle de punkter, hvor Jack Harlow er kedelig, og Rae Sremmurd er old news.

Hertil må vi endelig huske, at hiphop er en global genre efterhånden. Ugandas MC Yallah & Debmaster vil måske ikke lyrisk kunne forstås af mange på Dyrskuepladsen, men deres intense klubbeats og aggressive, animerede flows vil med garanti få gang i de mest eventyrlystne lyttere.

I hiphoppens periferi finder vi både kenyanske Kabeaushé og svenske Nadia Tehran. Førstnævnte laver en blanding mellem hiphop og soulpop a la det, Tyler, The Creator mestrede på ‘Igor’, og sidstnævnte startede i indigneret politisk industrial-hiphop og har sidenhen udviklet sig til at være en af skandinaviens mest spændende alternative popnavne – stadig med mange tydelige spor af hiphop til stede.

Så nej, der er ingen Kendrick og ingen Young Thug. Men der er mange andre, der er i gang med at redefinere deres afkroge af hiphop her i start-20’erne, præcis som de to gjorde op gennem 10’erne.

Der er faktisk så mange, at jeg sjældent har glædet mig til så mange forskellige hiphopkoncerter på en Roskilde Festival – måske netop kun overgået af 2020-lineuppet, der jo ikke blev til noget. Suk.

Alt om Roskilde-plakaten:
Roskilde Festival afslører 92 nye navne
– Vores 11 favoritter ud af plakatens 92 nye navne
– Se dagsplanen for hele årets Roskilde-program
10 tanker om årets samlede Roskilde Festival-program

Roskildes musikchef udpeger syv navne, der definerer årets program

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af