Årets 20 bedste udenlandske album

2021 har både budt på stærke debutalbum fra helt unge artister og nye storværker fra etablerede stjerner som Tyler, the Creator og Lana Del Rey.
Årets 20 bedste udenlandske album
Olivia Rodrigo. (Foto: PR)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

20. St. Vincent ‘Daddy’s Home’

Annie Clark bliver ved med at genopfinde sig selv album for album, og den evigt omskiftelige musikkamæleon stod nu pludselig i front for et funky univers bundet til 70’ernes slibrige New York. Samtidig var sangene personlige som sjældent hørt før. En art maskefald? Kun lidt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

19. Isaiah Rashad ‘The House Is Burning’

Vi fik ingen ny Kendrick Lamar-udgivelse i 2021, men til gengæld leverede hans TDE-labelmakker Isaiah Rashad sommerens nok mest undervurderede hiphopudgivelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

18. The War On Drugs ‘I Don’t Live Here Anymore’

Adam Granduciel og co. gik i mindre grad end tidligere efter at decideret genopfinde den svulstige heartland rock, men i mødet med en mere konventionel sangstruktur leverede de deres mest medrivende udspil til dato. Arenaer verden rundt, gør bare klar til The War on Drugs!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

17. Squid ‘Bright Green Field’

Britisk rockmusik er inde i en decideret guldalder, hvor unge grupper næsten falder over hinanden for at nytænke genren på friske leder og kanter. Ingen udgivelse i dén bølge stod i 2021 lige så stærkt som Squids overvældende debutalbum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

16. Snail Mail ‘Valentine’

Stortalentet brød igennem indierock-lydmuren med debutalbummet ’Lush’ i 2018, der især var båret af fremragende guitarspil. Med album nummer to (og en masse personlige erfaringer) i bagagen beviste Snail Mail, at sangene også var her nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. Adele ’30’

Store følelser, tidløse popsange. Denne gang i skilsmisse-edition.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. Illuminati Hotties ‘Let Me Do One More’

Skramlet garagerock, fantastiske popmelodier og rammende samfundssatire i smuk, skarp og kløgtig forening. Årets alternative rockgennembrud? Formentlig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. Lucy Dacus ‘Home Video’

For nogle år siden var Lucy Dacus et af tidens største singer/songwriter-stjerneskud, så det er jo bare fantastisk, at hun både i trioen Boygenius og solo bliver ved med at raffinere og videreudvikle talentet. Det selvudleverende ’Home Video’ er hendes (hidtidige) tinde som sangskriver. Og det siger ikke så lidt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. PinkPantheress ‘To Hell With It’

Prisen for årets bedste nostalgi-reference går til TikTok-sensationen PinkPantheress, der gjorde 00’ernes UK garage til 2021-pop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Playboi Carti ‘Whole Lotta Red’

Cartis fans var ikke tilfredse, da mumblerap-mesterens længe ventede studiealbum nummer to var fyldt med punket vampyrrap. Men allerede nu ligner den eksperimenterende udgivelse en fremtidig kultfavorit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Magdalena Bay ‘Mercurial World’

Er det her … hyperpop? Et form for semiironisk internet-kunstprojekt? Eller bare en samling ualmindelig velskrevede popnumre, der inkorporerer meget løst fra alle mulige genrer og visuelle markører? Vi ved det ikke, men vi er officielt afhængige.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Nick Cave & Warren Ellis ‘Carnage’

Gammel kærlighed ruster aldrig, og efter et hav af (mageløse) soundtracks slog Nick Cave og hans tro væbner Warren Ellis sig endelig sammen om et decideret fællesalbum. De 20 års venskab og samspil sprutter under de dramatiske sange.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Japanese Breakfast ‘Jubilee’

Der er lys for enden af tunnelen, og efter to album indhyllet i sorg omfavner Michelle Zauner nu tilværelsens skønhed på et euforisk popalbum, der viser hvordan begge sider af livets mønt kan eksistere skulder ved skulder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Olivia Rodrigo ‘Sour’

Hvem havde troet, at en 18-årig Disney-stjerne skulle »genoplive rock’n’roll på hitlisterne«, som Avril Lavigne forleden udtalte?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Floating Points, Pharoah Sanders & The London Symphony Orchestra ‘Promises’

Det er ikke altid let at forudsige, hvilken slags opskrift der giver det mest magiske slutprodukt.

Se bare ’Promises’, et meditativt mesterværk fuld af hypnotisk saxofon, der er resultatet af et i den grad overraskende samarbejde mellem en ung britisk producer, en amerikansk jazzlegende og et symfoniorkester.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Wolf Alice ‘Blue Weekend’

Onde tunger vil kalde det en smule rodet, men i vores ører er briternes tredje album en veritabel masterclass i, hvordan man kan skyde med både intime og fræsende spredehagl uden af afvige fra den kurs, der binder den nu så stadionbrusende rockmusik sammen fra ende til anden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Tyler, the Creator ‘Call Me If You Get Lost’

Havde du glemt, at Tyler, the Creator ikke bare er en genresprængende artist, men rent faktisk også en fantastisk rapper? Så lad denne her mixtape-agtige og rimtætte udgivelse genopfriske din hukommelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Little Simz ‘Sometimes I Might Be Introvert’

Nogle rappere er fantastiske, fordi de lyder som om, de slet ikke har noget filter mellem ord og følelser. Som om de geniale formuleringer bare finder sig selv i studiet på magisk vis, uden forberedelse.

Little Simz er ikke sådan en artist. Den britiske rapper er snarere typen, der virker som om, hun ved præcis, hvad hun vil sige, når hun træder ind foran mikrofonen.

Det gælder uanset om hun med stor indlevelse fortæller sin fætters hårde livshistorie (‘Little Q, pt 2’), italesætter emner som køn og race på ‘Woman’ eller bare giver den som flabet battlerapper på ‘Speed’: Hun går altid ind, som om netop denne sang er hendes sidste mulighed for nogensinde at få sit budskab ud.

Som om hvert ord tæller, og som om hver sang på ‘Sometimes I Might Be Introvert’ fortæller en essentiel del af en større historie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Lana Del Rey ‘Chemtrails Over The Country Club’

I USA har de et begreb, der hedder the imperial phase. Altså det tidspunkt i en musikers karriere, hvor alt lykkes. Hvor man forstår at udtrykke en dybere sandhed om sin samtid, og hvor verden derfor ligger for ens fødder, som var man en anden Cæsar.

‘Chemtrails Over the Country Club’ er det seneste eksempel på, at Lana Del Rey er (eller i hvert fald var) inde i netop sådan en fase.

På Lana Del Reys første af to album i 2021 så hun mere indad end på det amerikansk-panoramiske storværk ‘Norman Fucking Rockwell!’ fra 2019, uden at det på nogen måde gjorde sangene mindre magiske.

På ‘Chemtrails’ er hendes karakteristisk nostalgiske version af den amerikanske drøm stadig sangenes evige bagtæppe, men Lana Del Rey vender blikket indad – ikke mod samtiden eller virkeligheden. Næsten som om hun er helt tilfreds med at blive i en drømmeverden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. The Weather Station ‘Ignorance’

Det er aldrig for sent at genopfinde sig selv. Aldrig for sent at udforske nye sider af sit indre, sit talent og det, man rent faktisk føler et behov for at formidle.

The Weather Station med Tamara Lindeman havde indtil 2021 udgivet fire fine album inden for mere folkrockede græsgange, og et eller andet sted skulle man tro, at den i knoglerne protestklare musikgenre ville være et ideelt lydtæppe til at formidle de temaer om klimaforandringer og kapitalismekritik, der omkredser ’Ignorance’.

Men nej, deprimerende tider har brug for glitter, masser af glitter, og det får vi med The Weather Stations transformation til sofistikeret poporkester, der med nænsom, livgivende brug af saxofon, fløjter og alskens percussion skaber dybt alvorlige sange, der modsat lyder som den dejligste honning i ørerne.

Her er jazzet coolness, smækre strygerarrangementer, lækre grooves – og Lindemans intense, desperate vokal, der som prikken over i’et binder hele denne her voldsomt betagende harmoni sammen.

’Ignorance’ er et album, der gerne vil sige noget. Og et album, der gerne vil lyde pokkers lækkert, mens det siger det.

Tamara Lindeman forblev tro mod integriteten, nærheden i sin sangskrivning, men fik samtidig udfordret sig selv på en måde, der åbnede sluserne til hidtil uanede kamre af kreativitet.

Tag nogle chancer en gang imellem. Selv om du har en idé om, hvem du er, og hvad du står for. Dét står ’Ignorance’ også for.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af