20. Barbro ‘Barbro’
Fra den utæmmede energi i den nu hedengangne DIY-trio Jenny til ekstremt intim artpop med klassiske instrumenter. Lad os bare sige, at Barbros solokarriere har overrasket. På den gode måde.
19. Kamma ‘Momentary Emotions’
Storslåede, rockede popsange med instrumentalt vingefang og en dybt personlig kerne. Kammas debut-ep fra april var et løfte om meget mere. Et løfte hun allerede i november indfriede med sin bedste sang hidtil.
18. Olivver ‘Vågen’
Det er ikke mange rappere, der kan sælge en samling sange, der for eksempel kan finde på at rime »dig« og »mig« over Backstreet Boys-guitar. Men Olivver får det det til at lyde som det ømmeste og ærligste i verden.
17. Katrine Stochholm ‘Verden består af samlinger af stykker’
Klimakrise, artpop, en skildring af den uforlignelige danske natur, som vi selvfølgelig skal bevare. Der er store tanker – både musikalsk og tematisk – på spil på det tidligere Under Byen-medlems andet soloalbum.
16. Rebecca Lou ‘Heavy Metal Feelings’
Rebecca Lou åbnede porten til popmusikkens hellige haller af skarpe hooks og lukkede dermed en smule lys ind i sit eksisterende univers af rocket tungsind. Et album der føles som en ny begyndelse.
15. Coco O. ‘It’s a Process’
Endelig kom Coco O.’s første soloalbum post-Quadron, og under hendes vokals usammenlignelige elegance fandt man svære, relevante tematikker som sexisme og kapitalisme i musikbranchen.
14. Yung ‘Ongoing Dispute’
Yung bliver bare ved med at skrive skarpe sange, og her nuancerede Aarhus-bandet deres blændende sans for punkens rastløse energi og indestængtheden i den skramlede indierock i en samling pragtfulde rabalderpopmelodier.
13. Blikfang ‘Vores rum for altid’
Retropop, moderne r’n’b og skæv new wave a la Kliché mødes på denne her vanvittigt charmerende og idiosynkratiske debut-ep fra duoen bestående af Fraads-producer David Engelbrecht og Lød-sanger Sean Gade.
12. Drew Sycamore ‘Sycamore’
Det fantastiske ved ‘Sycamore’ er, at Drew giver den alt – uanset om hun går fuld Whitney Houston på ‘I Wanna Be Dancing’ eller fyrer op for ‘Twilight’-tematikken på vampyrkærlighedssangen ’45 Fahrenheit Girl’. Vores nytårsforsæt for 2022 er at have bare en brøkdel af den indlevelsesevne!
11. B.O.C ‘Mere end musik’
I starten af hvert år spørger vi: Kan nogen udfordre B.O.C’s hitlistedominans? Svaret er: Det bliver svært, så længe de laver album som det her.
10. Mina Okabe ‘Better Days’
Det er sjældent, de dukker op; de der helt igennem perfekte søndagsalbum, som man bare kan høre igen og igen og falde ind og ud af stemningerne. Et meget roligt brag af et debutalbum.
9. Artigeardit ‘Held og lykke med at komme hjem’
Det kan godt være, dette års Artigeardit-album ikke lyder vildt anderledes end tidligere Artigeardit-album. Men der er samtidig ikke nogen andre, der lyder som ham: Artigeardit er en ener og en ægte albumartist.
8. First Flush ‘Fjorden’
Det danske band lagde en dæmper på autotunen og kompromisløsheden og skabte i processen deres hidtil både bedste og mest tilgængelige album.
7. Noah Carter ‘Carter the Kid’
Albummet kunne have heddet ‘Carter the Comeback-Kid’. Efter tre års pause er dansk hiphops store, internationale håb tilbage med et stærkt album, der er hans mest flersidige – og måske endda mest voksne! – til dato.
6. Branco ‘Baba Business 2’
‘Baba Business’-albumserien er dansk hiphops ‘The Fast and the Furious’: Gigantisk blockbuster-action, hvis store morale altid er, at familien kommer først.
5. Dopha ‘The Game’
Det gik lige pludselig stærkt, men det gør det jo kun, når talentet kan følge med hypen: Med et allerede velsmurt liveshow og et helt igennem gennemført debutalbum er Dopha nu fuldt fortjent blevet en regulær popstjerne herhjemme.
4. Chinah ‘Feels Like Forever’
Man ser tit den slidte metafor om den uslebne diamant, men man læser sjældent den modsatte sammenligning. At noget er slebet ned til perfektion. Minimalistisk, glat, køligt.
Det er ikke desto mindre præcis sådan, de elektronisk funderede popsange på ’Feels Like Forever’ føles. Klare og skinnende som slebne diamanter.
3. Selma Judith ‘Getting Angry, Baby’
En dirrende harpe, en sitrende stemme og en god portion indebrændt vrede: Selma Judiths debutalbum er skiftevis som at have et exceptionelt intenst skænderi og som at vågne udhvilet efter et langt drænende forhold. Nogle steder syder hendes stemme af vrede; andre steder er den blid som en vuggevise.
Stemningen skifter, og det samme gør virkemidlerne. Ét nummer er for eksempel en opremsning af, hvor meget hun hader alle de smarte typer, hun møder overalt, mens et andet lader Gretha Thunbergs stemme fortælle hårde klimasandheder.
Du har nok allerede fornemmet det: Det er et kompromisløst album, Selma Judith har lavet. Et album, der ikke tager den nemme vej og udnytter den ikke ubetydelige hype, der har været om hendes tidlige r’n’b-lænende singler, men i stedet vælger at udfordre og overraske.
2. Iceage ‘Seek Shelter’
Man kunne fristes til at sige, at Iceage som få andre bands har et højt bundniveau. Men det giver slet ikke mening at tale om et bundniveau, når vi har et gøre med en gruppe, der over ti år og fem album bare er blevet bedre, større, mere raffinerede. Her er der kun topniveau.
Historien om rejsen fra Mayhem-punkband til internationalt anerkendt rockband er blot overfladen, og kvaliteten, nerven og energien brænder stadig igennem i hver eneste sang på ’Seek Shelter’, der føjer endnu flere farver til den tungsindige palet med både gospelkor, fuldemandsjazz og noget, der decideret vækker minder om Oasis med britpoppet flabethed og hvinende stadionguitarer.
Iceage opererer uden tvivl inden for deres eget kosmos. Man ved altid, når man lytter til lige præcis dem. Men med ’Seek Shelter’ slog de for alvor fast, at det her kosmos absolut ingen grænser har. Alt er muligt, speederen er stadig i bund. Lad os skåle for ti år mere.
1. Erika de Casier ‘Sensational’
Det er ikke altid den, der råber højest, der fortjener mest opmærksomhed.
Erika de Casier har for eksempel skabt et album fuld af hvisket vokal og subtile nik til en række 00’er-genrer (især r’n’b), der ikke har brug for de store armbevægelse for at male et detaljeret og præcist billede af kærligheden og interaktionen mellem mennesker.
Som når hun underspillet men bestemt kræver, at en modpart opfører sig høfligt på ‘Polite’, selv hvis det bare handler om at være ordentlig overfor en tjener. Eller når hun med performativ elegance lever sig ind i business woman-livsstilen på ‘Busy’, eller helt enkelt fantaserer om den mest uforpligtende af alle relationer på ‘Someone to Chill With’.
Tilsammen danner de scener en slags collage over det moderne kærlighedsliv, fortalt gennem underspillede pop- og r’n’b-sange, der med en iboende følelse af kvalitet og finesse fuldt fortjent har vakt international opmærksomhed.
‘Sensational’ er et perfekt eksempel på, at det ikke altid er den bredeste pensel, der maler de bedste billeder.