Sampa the Greats debutalbum minder meget om Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’
‘The Return’ udkommer, mens Sampa the Great er hypet som aldrig før. På tværs af 80 minutter udforsker hun sort identitet, racisme, spiritualitet, sit eget ophav og sin position i musikindustrien. Fokus er hele vejen igennem på hiphop, men hun gør plads til markante indflydelser fra både jazz, soul og alskens andre stilarter, der peger mod hendes rødder. Undervejs får hun også besøg af en lang række gæstekunstnere, men selv under deres bidrag er det altid Sampas egen fortælling, der er i centrum.
Med andre ord: Sampa the Greats debutalbum har mere end blot en håndfuld ligheder med Kendrick Lamars 2015-storværk ‘To Pimp a Butterfly’. Selv hendes levering kan til tider minde lidt om Kendricks, og det overraskede mig mildest talt heller ikke, da jeg fandt ud af, at hun har spillet opvarmningsshows for ham.
At minde om et af årtiets allerbedste hiphopalbum er selvfølgelig ingen skam, og ligesom Kendrick er Sampa god til at indgå i dialog med sine musikalske indflydelser. Hun er født i Zambia, og jo mere hendes lyrik går i dybden med dette, des mere trækker hun på afrikansk musik – pudsigt nok ikke kun fra det sydøstlige afrika, men fra mange forskellige dele af kontinentet. Der er en slags pan-afrikansk sammenhold på tværs af tracklisten, og hendes musikalske indflydelser hjælper med at få dette til konstant at være tydeligt, uden at hun eksplicit behøver at nævne det særlig ofte.
Titelnummeret handler om, at hun besøger sit hjemland for første gang i lang tid, og her lyder det som om, hun lader sig inspirere af den fuzzy, soulinspirerede zamrock – en markant bølge i Zambia i 70’erne, som dog ikke har været populær længe. Så på den måde spiller hun på en dobbelthed i den tilbagevenden, hun beskriver: Sampa vender både tilbage til sit hjemland, og hun vender tilbage til en musikbølge, der ikke har haft meget medvind i årtier. Stilmæssigt er albummet gennemtænkt, og det gør, at de 80 minutter faktisk ikke føles som så lang tid igen.
Hun er også en ganske skarp lyriker. Hun er god til at begrænse sig – de fleste af hendes vers er ikke synderligt lange, og linjerne er ikke svøbt ind i utallige komplekse rimfigurer, men det gør ikke hendes tekster mindre potente. Sange som ‘Time’s Up’, ‘OMG’, ‘Mwana’ og ‘Final Form’ er politisk bevidste, gennemtænkte og oprørske, og Sampa formår at få sine dybfølte overvejelser til at smitte over i mig som lytter til trods for, at jeg ikke på samme måde har været i de positioner, hun skildrer.
Så har vi fået endnu et mesterværk på linje med ‘To Pimp a Butterfly’? Nej, ikke helt. Foruden en mindre stribe hooks, der ikke helt har samme slagkraft som versene (‘Any Day’, ‘Grass Is Greener’, ‘Brand New’), så er den spirituelle erkendelse i slutningen af albummet langt fra lige så givende at lytte til, som Kendricks var på ‘To Pimp a Butterfly’.
Det har som sådan ikke noget at gøre med, hvordan ‘The Return’ slutter – de tre afsluttende numre er skam rigtig fine kompositioner, og de meddeler rigtig flot, hvordan Sampa er blevet åndeligt beriget gennem den rejse, som albummet afbilder. Det handler mere om rejsen dertil. For atter at sammenligne med Kendrick, så havde ‘To Pimp a Butterfly’ nogle seriøst hårdføre øjeblikke. Der var brutalt selvhad på ‘u’, ufiltreret vrede på ‘The Blacker the Berry’ og eksistentiel angst på ‘How Much a Dollar Cost’, inden vi når til de trodsige festligheder på ‘i’ og den nyreflekterede selverkendelse på ‘Mortal Man’ – og det gør disse to afsluttende tracks så meget mere tilfredsstillende, end de er på egen hånd.
Sampa skal selvfølgelig ikke bare gentage, hvad der virkede på ‘To Pimp a Butterfly’, men jeg havde gerne set, hvis der var flere punkter, hvor vi ligesom Kendrick så hende på sit allerlaveste – det ville netop gøre, at hendes tilbagevenden til Zambia fik mere vægt, og at vi i højere grad kunne mærke, hvordan den forandrede hende.
Det er dog stadig et vældig spændende, lærerigt album, hvor Sampa elegant forener det personlige med det politiske. Hun forstår at blande lyd, lyrik og tematik på en måde, der er effektiv og sammenhængende – jeg ville bare virkelig ønske, at de grummere sider af hendes oplevelser blev lidt mere udtalt.
Kort sagt:
Sampa The Greats debutalbum minder meget om Kendrick Lamars 2015-storværk ‘To Pimp a Butterfly’, men det er på ingen måde en dårlig ting. For ligesom Kendrick forstår Sampa at tale sig selv direkte ind i både sine musikalske, politiske og personlige rødder.