Roskilde Festival: De 11 største scoops i ugens gigantiske musikpakke

Roskilde Festival har annonceret årets plakat og hele 92 nye navne. Det var svært at begrænse sig, da vi skulle udvælge vores favoritter fra den gigantiske musikpakke, så vi har udvidet lidt og kommer også med en række relevante bonusanbefalinger under hvert punkt – allesammen fra dagens annoncering.
Roskilde Festival: De 11 største scoops i ugens gigantiske musikpakke
Sky Ferreira. (Foto: Barry Brecheisen/WireImage)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Little Simz

Okay, årets hiphopprogram deler vandene, men et ret ukontroversielt højdepunkt i dagens pakke må være Little Simz, der med sidste års albummesterværk ‘Sometimes I Might Be Introvert’ markerede, at hun fortjener at blive opfattet som en af genrens sværvægtere.

Hendes musik er introspektiv og samfundsbevidst, men den er også spækket med nerve og oprørsk energi. Og så er hun en fremragende liverapper, hvilket du muligvis allerede har erfaret, hvis du så hendes optræden under Gorillaz’ majestætiske Orange-koncert i 2018.

Tjek også
Den alternative hiphop med store emner på hjertet er stærkt repræsenteret i dagens musikpakke. Blandt andet serverer canadiske Backxwash industrielle angstbomber, australske Sampa the Great udforsker sort identitet med Kendrick Lamar-kanaliserende iver, og den amerikanske genreeksperimentalist Moor Mother opildner til revolution i et dejligt støjende hiphopunivers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. PinkPantheress

Atmosfærisk drum’n’bass møder melodiøse r’n’b-kompositioner i en sammensætning, der er så skærende, at det vækker mindelser om hyperpoppens måde at bryde genrekonventioner – alt imens der er en umiddelbarhed, der minder om soveværelsespoppens indtog mod vores hjerter.

Det er opskriften på PinkPantheress’ lyd. Tilsæt en skrabet DIY-omfavnelse af retrokitschet Y2K-æstetik, og så kommer det næppe som en overraskelse, at TikTok har omfavnet hende. Hendes koncert bliver en af den slags fester, der oser af Generation Z-energi.

Tjek også
PinkPantheress er ikke den eneste unge kunstner på plakaten, der er i gang med at redefinere, hvordan popmusik lyder. Ashnikkos bramfri, hyperseksuelle tekster og kaotiske personlighed skal nok få festivalpladsen til at gå amok, og Slayyyters voldsomme, bevidstsyntetiske EDM-pop kommer også til at ramme som en lussing lige på ballerne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Megan Thee Stallion

Få rappere disse år har vist sig at være nær så stabile hitmagere som Megan Thee Stallion. Til sommer vil kæmpehits som ‘Savage’, ‘WAP’, ‘Hot Girl Summer’, ‘Body’, ‘B.I.T.C.H.’ og ‘Thot Shit’ vælte ud over Orange Scene.

Ikke alene er en Megan-koncert en garanteret hitparade, hun er også bare en personlighed, der smitter med sin gode energi. Det er svært ikke at komme i festhumør, når man ser hendes evigt rapkæftede attitude (og imponerende flows) i aktion.

Tjek også
Vi har også en dansk rapstjerne af meget lignende støbning klar på årets program i form af Tessa. Så bliver spørgsmålet: Bliver det en ‘Hot Girl Summer’ eller en ‘Nasty sommer’?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Turnstile

Roskilde har altid en pæn håndfuld navne til metal- og hardcorefolket, men den slags kan forståeligt nok være intimiderende, hvis man ikke er inde i stilarterne. Hvis amerikanske Turnstile var blevet booket for nogle år siden, ville det samme gælde for dem, men med deres fremragende 2021-album ‘Glow On’ genopfandt de sig selv med et mere æterisk, svævende og melodiøst take på hardcore.

Dermed ramte de et publikum, der ellers ikke normalt ville udforske genren. Og så gjorde de det også bare med kanongod sangskrivning og følelserne helt uden på tøjet. Turnstile er det ultimative gateway-band, hvis du vil snuse til noget lidt tungere musik, end du er vant til.

Tjek også
Som sagt er Roskilde fyldt med tungere rock- og metalnavne, der vil kunne smadre dig til uigenkendelighed. Men Turnstile er ikke det eneste nye navn på plakaten, der udvider den tunge musiks rammer. Zulus metalliske hardcore er protestmusik for Black Lives Matter-æraen, og Nairobi-baserede Duma blander grindcore med dystopiske elektronisk toner for at skabe et omklamrende, dystert lydunivers. Og så byder Roskilde også på det spændende, følsomme dronerockprojekt Bada, der har den anerkendte darkwave-darling Anna von Hausswolff i front.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Sky Ferreira

Vi troede nærmest, hun var forsvundet. Sky Ferreira debuterede i 2013 med et af årtiets mest spændende og fremadsynede alternative popalbum, og efter flere års radiotavshed fik vi på tværs af 2018 og 2019 to yderligere sange. Og så blev der stille igen.

Men til marts udgiver hun endelig den imødesete albumtoer ‘Masochism’, som vi altså vil kunne høre på Roskilde Festival. Det bliver en popkoncert, hvor dramaet er højt, melodierne er følsomme, og hvor man kan holde kraftigt fat om sin bedste vens hånd og tænke »det skal nok gå!«.

Tjek også
I den alternative pops verden er albumaktuelle Mitski også værd at få set – hendes koncerter byder både på dans og emotionel forløsning. I den lidt mere P3’ede ende af poppen er norske Sigrid også klar til at forvandle tristesse til livsglæde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Big Thief

Indierockens bannerførere numero uno i disse år må være folkrockgruppen Big Thief, der i sin tid var booket til Roskilde Festival 2020 med to fremragende 2019-album i ryggen.

Adrianne Lenkers sindige vokal og Buck Meeks rustikke guitarspil (og resten af gruppen) er dog højaktuel igen i år, idet de har udgivet det imponerende dobbeltalbum ‘Dragon New Warm Mountain I Believe In You’, hvor deres sangskrivning når nye højder. Uanset om man trænger til sårbarhed eller fængslende melodier, har Roskilde altså ramt plet her.

Tjek også
Hvis man er vild med rustik, folksy intimitet, men gerne vil have det i noget mere excentrisk indpakning, skal man ikke misse albumaktuelle Cate Le Bon. Horsegirls indadvendte slackerrock er også værd at udforske. Og hvis man vil have folkmusik fra to superstjerner, er der også fælles koncert fra bluegrass-ekvilibristen Alison Krauss og Led Zeppelin-ikonet Robert Plant.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Arooj Aftab

En af sidste års mest overraskende musikalske succeshistorier var den Brooklyn-baserede, pakistanske singer/songwriter Arooj Aftab, der fik den mellemøstlige og sydasiatiske ghazal-musik langt ud over de vanlige landegrænser.

Indiefolk verden over vendte pludselig hovedet mod Aftabs sårbare album ‘Vulture Prince’ – meget uforudset for et album primært sunget på Urdu. Men med diskrete hints af indiefolk og jazzmusik sammensat med et uforligneligt performergen fik hun lavet et ghazal-album, der selv tiltalte folk, der aldrig havde lyttet til stilarten før.

Tjek også
Der er ingen andre ghazal-acts på plakaten, men Roskilde booker jo hvert år musik fra nær og fjern. Blandt de, der har lige så meget crossover-appeal som Aftab, vil vi fremhæve Cimafunk, der vil kunne skabe fest som en slags afrocubansk pendant til Bruno Mars – og wassoulu-sangeren Fatoumata Diawara, der både er en dybt begavet performer i egen ret, og som har stået bag succesfulde samarbejder med eksempelvis Gorillaz og Disclosure.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. The Smile

I 2020 og 2021 var Radiohead-forsanger Thom Yorke annonceret til at skulle spille på Roskilde Festival i eget navn. Det var værd at glæde sig til, men det kan meget vel være endnu mere spændende til sommer, når vi får set hans nye projekt The Smile, som han orkestrerer med Radiohead-guitarist Jonny Greenwood og Sons of Kemet-trommeslager Tom Skinner.

De har to sange ude, og det lyder som pulserende artrock af den mere groove-baserede slags, spækket med den emotionelle tyngde, som Thom Yorkes projekter plejer at kapere.

Tjek også
Når man hører denne trio af erfarne englændere gå i en mere groove-orienteret retning, skulle man næsten tro, at de kiggede mod nye engelske strømninger, hvor et band som også netop annoncerede Squid lige nu er ved at sætte standarden for bragende artrockgrooves.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Phoebe Bridgers

Da Phoebe Bridgers blev booket til Roskilde Festival 2020, var hun efterhånden en etableret singer/songwriter. Nu er hun muligvis ved at være hele indiescenens store darling, der med eget pladeselskab er med til at tegne fremtiden for mangt en genre.

Hun er den slags musiker, der på et tidspunkt kan give dig en kæmpemæssig følelsesmæssig mavepuster, mens hun det næste føles som en kærlig ven, der kun vil dig det bedste. Ganske vist har ‘Punisher’ snart to år på bagen, men den har så også kørt på repeat siden da, så vi kan ikke vente med at høre sangene derfra live.

Tjek også
Når vi først snakker singer/songwriters, der får dig helt tæt på, er Roskilde-aktuelle Snail Mail altså også et must, især efter 2021-albummet ‘Valentine’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Kacey Musgraves

Countrymusik fylder sjældent meget på Roskilde Festival – der skal man tage på Tønder i stedet – men et af vor tids bedste (og mest eftertragtede) countrynavne skal besøge Dyrskuepladsen til sommer.

Nemlig Kacey Musgraves, der i 2018 forenede country og pop på en måde så vellykket, at vi vel skal tilbage til Taylor Swifts tidlige materiale for at finde mage. Og bevares, 2021-efterfølgeren var lidt skuffende (og ikke særlig country), men hendes diskografi er stadig så spækket med guld, at hun uden tvivl er et scoop af den større slags.

Tjek også
Igen, genren fylder sjældent meget på programmet, men der er faktisk en ret fin samling countrynavne af høj kvalitet i år. Roskilde-aktuelle Yola storimponerede sidste år med country-soul-hybriden ‘Stand for Myself’, og hvis man er endnu mere sulten efter country, er der også den retro-klingende Sierra Ferrell, der bare oser af oldschool charme.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Post Malone

Det måske største navn på årets festival – i hvert fald rent kommercielt – er Post Malone. Hiphopkunstneren, der ret beset synger markant oftere end han rapper, har et arsenal af hits, der med garanti vil føre Roskilde ud i sadboy-fællessang for fuld skrue. Forvent årets største samling mennesker til denne her koncert.

Og så oser Posty jo af Roskilde-stemning. Hele hans persona er jo at være et cool, afslappet weedhoved, der lige så godt kunne være hapset ud af en stol på Roskildes campingområde. Det er et match made in heaven.

Tjek også
Melodisk (pop)rap er der nok af på årets plakat – noget bedre end resten. Men 2021-gennembruddet Polo G er altså helt klart værd at skrive et stort kryds ud for, når tidsplanen udkommer, og så er Danmarks egen Artigeardit formentlig klar til en magtdemonstration af de helt store.

Alt om Roskilde-plakaten:
Roskilde Festival afslører 92 nye navne
– Se dagsplanen for hele årets Roskilde-program
– Debat: To Soundvenue-skribenter er hamrende uenige om årets hiphopprogram
10 tanker om årets samlede Roskilde Festival-program

Roskildes musikchef udpeger syv navne, der definerer årets program

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af