Big Thief skruer op for forstærkeren, men bevarer deres delikate signaturlyd på ’Two Hands’
Man skal ikke trykke snooze ret mange gange i 2019, før man kan risikere at gå glip af et nyt album fra Big Thief. Forsanger og sangskriver Adrianne Lenker har tilsyneladende bundløse lommer fulde af stærke sange.
Mange anmeldelser pointerede, hvordan gruppens seneste 2019-udspil ’U.F.O.F.’ nærmest var en slags perfekt syntese og kulmination af de første to album fra Big Thief. Overraskende nok er det således, at de kun et halvt år efter nu har udgivet denne mere rockede, løst tøjlede efterfølger, der i visse passager mere lyder som bandets debutplade, den selvironisk betitlede ’Masterpiece’ fra 2016.
’Forgotten Eyes’ er et godt eksempel: Den er, som sangene ’Vegas’ og ’Parallels’ fra det første album, en instant klassiker med et strejf af raslende 90’er-collegerock. Sangen vil også ruske lidt op i dem, der keder sig under de mere delikate sange fra ’U.F.O.F.’ og ’Capacity’.
Fans af den krystallinske, sørgmodige perfektion på disse album vil dog stadig finde masser at elske på ’Two Hands’. Og det er betagende, hvor facetteret et instrument Adrianne Lenkers stemme egentlig er.
På titelnummeret tager hun sin lidt altmodische, højstemte vibrato i brug; dén der får hende til at lyde lidt som andre klassicistiske folk-chanteuses som Josephine Foster eller (tidlig) Marissa Nadler. På ’Shoulders’ synger Lenker æterisk og med en engels vægtløshed, så ethvert shoegaze-band ville skule misundeligt efter folkrockerne.
»Please wake up«, lyder det hjerteskærende omkvæd til en sang om vold, overgreb og skyld. De første album var mere optaget af det personlige og private: Vi var (på flere planer) med som lyttere og bladre i Lenkers falmede familiefotografier og mærke tiden nive i hjertet sammen med hende. På ’Two Hands’ er det som om Big Thief vender blikket udad og panorerer over den virkelighed, der binder os sammen på en konfliktfyldt planet.
Den længselsfulde ’Those Girls’ slutter sig med lynets hast til de absolutte højdepunkter i Big Thiefs hastigt voksende katalog. Det er næsten umuligt at gøre andet end blot at lytte efter, hver gang man når til denne sang med sit indlysende omkvæd og sit perfekt afdæmpede arrangement fra et band, der ikke kun på bandfotografierne virker symbiotisk med Lenker.
På samme niveau er ’Not’, som for nogle allerede vil være velkendt fra bandets koncerter. Et nummer, der tramper hen over depressionens hængedynd og i stedet rocker af sted med en forrevet guitarsolo som afslutning. Nummeret kunne plukkes som cover-nummer af Neil Young eller Jack White til en stadionrockkoncert, uden at det ville virke malplaceret. Det følsomme, for nogle måske lovligt porcelænsskrøbelige, Brooklyn-firkløver mestrer også ekstrovert rock, kan vi konkludere i kølvandet på ’Two Hands’. Som lytter sidder man efter dette højdepunkt tilbage med fornemmelsen af, at en helt ny korridor er sparket åben i diskografien.
Selv om albummet også har enkelte, mindre mindeværdige stunder fordelt på de bagerste pladser, er det ikke nok til at formindske et imponerende helhedsindtryk. Det er forbløffende, som Big Thief evner at fremelske knugende hymner i en delikat koncentration af elementer fra Nick Drake, Cat Power og Elliot Smith.
Adrianne Lenker udgav også et soloalbum sidste år, og således er ’Two Hands’ tredje album med hende som kreativ hoveddrivkraft på ét kalenderår. Fra samme genrenabolag har kun Beach House tilbudt to plader på et år i nyere tid – og de slap ikke helt så godt fra det. ’Thank Your Lucky Stars’, der ligeledes ankom overraskende kort tid efter ’Depression Cherry’, står ret perifert i denne duos diskografi i dag. Mit bud er, at ’Two Hands’ vil stå lige så stærkt som de første tre udspil fra Big Thief om ganske kort tid.
Kort sagt:
Big Thief har tilsyneladende bundløse lommer fulde af stærke sange, på den fjerde plade giver de en mere ekstrovert, indigneret version af deres delikat melodiøse folkrock, med alle kvaliteter intakt.
Læs anmeldelse: Big Thief ‘U.F.O.F.’