Med ‘U.F.O.F.’ er Big Thief nu officielt USA’s bedste indie-band
Det er næppe tilfældigt, at Adrienne Lenker opkalder en stor procentdel af sine sange efter personnavne. Big Thiefs første to album, ’Masterpiece’ og ’Capacity’, indeholdt sange som ’Paul’, ’Mary’, ’Lorraine’, ’Randy’ og ’Haley’, og på bandets nye album suppleres der med sangtitlerne ’Betsy’ og ’Jenni’.
Lenkers sange er i bogstavelig forstand på fornavn med sine karakterer – og i overført forstand på fornavn med sin lytter.
Som sangskriver har Lenker en mystisk evne til at trænge ind i følelseslivets varmeste zoner og koldeste kælderskakt. Hendes sange kan rumme en hel livshistorie – med alt hvad det indebærer af fortrydelse, længsel, kuldsejlede drømme og ikke helt udviskede erindringsglimt – der er kongenial med musikkens understrøm af sammenfiltrede guitarspor og slæbende eller hviskende trommespor.
Man kan let komme til at kaste om sig med superlativer, når man skal beskrive ny musik (og måske særligt, når man gerne vil henlede opmærksomhed på yngre kunstnere, der står foran et muligt større gennembrud), og hvad gavner det egentlig? Når det kommer til Lenker og kumpaner i Big Thief, så er jeg ikke så bange for at lægge hovedet på blokken og erklære: Lenker er vor tids måske bedste bud på en ny, stor sangskriverbegavelse – en profil, der kan sætte ord på stort set alle følelser (og særligt måske, mellemrummene mellem de mere sort-hvide af slagsen).
Når man læser Lenkers tekster, er det slående hvor litterært intrikate de fremstår. Sætningerne slynger sig med noget nær dødsforagt og uden at lade sig begrænse af noget så klassisk som en gennemskuelig syntaks. Lenker er poet, men det virkelig forunderlige er, at hun forbløffende gnidningsfrit kan omsætte ordene til noget nær adrætte eller ikke-demonstrative sanglinjer. Det understreger i virkeligheden Lenkers format og stærke intuition som kunstner, at hun kan hive sine ord ud af poesibogen og få dem til at virke flyvefærdige i mødet med melodiernes rolige overflade, der dog ved nærmere bekendtskab fremstår ikke så lidt pirkende, hjemsøgte.
’U.F.O.F.’ indeholder måske ikke så radioegnede sange som de tidligere ’Masterpiece’ eller ’Mythological Beauty’, til gengæld virker bandet i stigende grad selvsikre i det, de foretager sig. Hvor sangene på bandets to første udspil ofte virkede (charmerende) usikre på, hvor de var på vej hen, eller hvordan de bedst kunne udtrykke det, de gerne ville udtrykke, så er der en fornemmelse af afklarethed over de musikalske valg, der kendetegner de enkelte sange på ’U.F.O.F.’. Det medfører færre dramatiske kontraster og lidt flere stillestående øjeblikke, men bandet vinder til gengæld en masse på den nærhed og den fortrolighed (ved hinanden og ved sangenes slidstyrke), der kendetegner de enkelte medlemmers indsatser.
Lenker er endda fræk (eller bare selvsikker) nok til at inkludere to sange (’From’ og ’Terminal Paradise’) fra sidste års soloalbum, ’abysskiss’, og det uden at ændre nævneværdigt på arrangementerne. Men lytter man godt efter, vil man bemærke, at der er kredset om enhver lille detalje og at hvert bandmedlem tilfører de to nedbarberede sange fra ’abysskiss’ små, men distinkte aftryk.
Helt generelt er Big Thief eminente til at få sange, der ved et overfladisk bekendtskab virker rolige eller stillestående, til ved nærmere bekendtskab at åbenbare et mylder af små stemningsskift, en uro, der synes indeholdt i bandets måde at tænke musik på, eller som måske bare er bandets naturlige respons på – eller oversættelse af – Lenkers multifacetterede sangskrivning.
Jeg tror i virkeligheden, at Big Thiefs store hemmelighed – og årsagen til, at de er godt i færd med at etablere sig som et af USA’s bedste bands – er, at de bemestrer denne spænding mellem det på samme tid næsten glasklart rolige og det urovækkende eller uafklarede, der ligger på lur i musikken som en altid realiserbar mulighed.
Det er kun i albummets første nummer, ’Contact’, at balancen tipper. Pludselig forvandler sangen sig som ved et gardin der flænses, og Lenker lukker op for en række primalskrigslignende udbrud. Med det kontroltab ude af kroppen, vender Lenker og bandet tilbage til en langt mere subtil formidling af følelseslivets righoldige, men næsten ikkeregistrerbare nuancer på resten af albummet.
Lenker synes i denne ombæring særligt optaget af tanker og forestillinger om død og afsked, men ikke nødvendigvis i form af sorg, men som en accept af forgængeligheden som det vilkår, der er med til at gøre livet smukt og underfuldt.
»See my death become a trail / and the trail leads to a flower / I will blossom in your sail / every dreamed and waking hour«, synger hun på ‘Terminal Paradise’. På den folkede andensingle ‘Cattails’ hedder det et sted: »With your wrinkled hands / and your silver hair / leaving here soon and you know where / to where the cattail sways / with the lonesome loon / You’ll be riding that train in late June«. Den akustisk nedbarberede ‘Orange’ indfanger en erfaring, der er typisk for Lenker: »Fragile is that I mourn her death / as our limbs are twisting in her bedroom«. Døden er altid allerede til stede i det levende. Liv er, når alt er sagt og gjort, ikke andet end udskudt død. Den konstatering er både sorgfuld og glædestrålende.
Coveret til ‘Masterpiece’ bestod af et foto af Lenkers egen mor som barn. På ’Capacity’ var der et foto af Lenker selv som spæd i armene på hendes da ca. 15-årige onkel. ’U.F.O.F.’ består af et foto af Lenker sammen med bandet. De tre mandlige bandmedlemmer har blikket rettet mod kameraet. Lenker betragter dem med et sidekastet blik. Det er svært ikke at tolke valget af motiv som en bekræftelse af det, musikken så tydeligt bærer vidnesbyrd om: Lenker har med sit band skrevet en ny form for familiehistorie. Hun har fundet hjem.
Kort sagt:
Adrianne Lenker har en mystisk evne til at trænge ind i følelseslivets varmeste zoner og koldeste kælderskakt. Hendes sange kan rumme en hel livshistorie med alt hvad det indebærer af fortrydelse, længsel, kuldsejlede drømme og ikke helt udviskede erindringsglimt.