Sky Ferreira

Sky Ferreiras forrige udgivelse, ep’en ’Ghost’, var en broget skare af fem sange i hver sin genre. Hvad enten det er hendes personlige smagsudvikling, den hurtige indspilning eller noget helt andet, der har spillet ind, så er den amerikanske sangerinde og sangskrivers debutalbum ved sammenligning overraskende konsistent. Størstedelen af numrene byder på opdateringer af Garbage-gældsat poprock, 80’er-disco og synthpop – eller en blanding af disse – og resultaterne er ikke banebrydende, men til gengæld gennemgående catchy.

Læs anmeldelse: Sky Ferreira ‘Ghost’

Ferreira åbner ballet med ’Boys’, hvis guitarfeedback og kradsede synthesizer udgør elementer, der dukker op igen på numre som ’Nobody Asked Me (If I Was Okay)’ og ’Heavy Metal Heart’. Desværre ender den forrige som et hult stampende slid, der er lige så klynkende som titlen, men på sidstnævntes omkvæd bliver stortrommen mørbanket i lynfart i bedste, ja, heavy metal-stil. Teknikken står godt til Ferreira, som her synger kraftfuldt og klart, hvor stemmen andetsteds er hæs og lavmælt.

’I Blame Myself’ er på én gang albummets mest poppede og komplekse nummer i form af fængende, flerlagede synths og en både anklagende og selvransagende tekst, og med en stjerneklar keyboardfigur og insisterende hi-hat fungerer ’24 Hours’ som et velkomment take på Blondies disco og new wave-kombination. Omvendt føles ’Kristine’ som en øvelse udi distortion og monotoni, der lejlighedsvis bliver tilført lidt liv af en miavende wah-wah-guitar. Med netop det nummer og den dissonante, ensformige titelsang i baghovedet forstår man næsten pladeselskabets uvilje til at udsende ’Night Time, My Time’, men minus enkelte fejltrin er Ferreiras debutalbum både sammenhængende, nostalgisk og besnærende.