Squid er noget af det mest spændende og friske, rockens verden har set i lang tid
Det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan jeg så på den engelske rockgruppe Squid, da de i 2018 så småt begyndte at få opmærksomhed. Jeg syntes afgjort, at de var dygtige, men jeg havde svært ved at se dem som meget mere end blot endnu et postpunkband, der blandede David Byrne-manisk råben og pulserende grooves med en lidt mere grumset, dissonant lydside.
De virkede altså praktisk taget som endnu en Ought. Og Ought røg dampen sgu hurtigt ud af.
Med debutalbummet ‘Bright Green Field’ ude nu kan jeg heldigvis rapportere, at Squid er noget af det mest spændende og friske, rockens verden har set i lang tid.
Ingredienslisten er markant længere og mere spraglet end hos det gængse postpunkband. Og hvor et band som Shame for nylig har vist, at man sagtens kan kreere et pragtfuldt album uden at genopfinde postpunk som genre, er ‘Bright Green Field’ adskillige niveauer over hvad angår ambition.
Hvis vi ikke medregner den korte intro eller interludiet ‘The Flyover’, så varer det gennemsnitlige ‘Bright Green Field’-nummer knap seks minutter. Det længste nummer, ‘Narrator’, ryger helt op på otte et halvt. Og gang på gang er hvert nummer en rejse, der byder på talrige musikalske ideer.
Tag for eksempel ‘Paddling’ der starter som et digitalt krautrock-nummer bygget op over en spinkel trommemaskine. Der bruges et helt minut på bare at iscenesætte det fundamentale groove, før vokalen træder ind. Og før man ved af det, udvikler sangen sig stille og roligt til et pulserende energisk stykke dancerock med nogle af de skarpeste, mest gennemtrængende guitarriffs siden Gang of Four mestrede den lyd i start-80’erne.
Og i denne helt nye lyd er der stadig melodiske fragmenter, der peger tilbage på, hvordan nummeret er startet. Det er simpelthen så smukt og gennemtænkt.
Man kan mærke, at der er tænkt godt og grundigt over tingene lige fra det første fuldblodsnummer, ‘G.S.K.’, der dramatisk og overlegent bygger op til en entré af filmiske dimensioner.
Alle instrumenter oser af liv og endda en smule af magtbegær, som nummeret bevæger sig i en rytme, der inviterer på stor, demonstrativ trampen og spankuleren. Den lyder lidt af en selvsikker facade, som dog med de mange bevidste grimheder i musikken netop klargør, at det kun er en facade.
Og der går da heller ikke længe, inden vi møder numre som singlen ‘Narrator’, der kommer med voldsomme udbrud i tide og utide – både i vokalen og i instrumentationen.
I starten prøver nummeret (eller, fortælleren, hvis man må være så fræk) at fortsætte som om alt er under kontrol, men som det skrider fremad, bliver sangens indre kaos for alvor foldet ud, og gæstevokalist Martha Skye Murphy skriger for vilden sky.
På ‘2010’ bliver Squid så støjende og kaotiske, at musikken leder tankerne hen mod kollegerne i vanvidsbandet Black Midi, og på ‘Boy Racers’ bliver flere minutter dedikeret til en tung, fyldig, dronende brummen, der er så gennemtrængende, at det er som om hele det musikalske univers er blevet opslugt.
Den slags påfund ville være underholdende nok i sig selv, men der er altid en mening med galskaben. Der er altid øjeblikke, hvor musikken bliver sårbar og håndgribelig, og jeg har derfor altid let ved at knytte selv de mest langt ude musikalske ideer til konkrete følelser.
Det er den dobbelthed, der for alvor gør ‘Bright Green Field’ så overvældende. Der er emotionel potens samtidig med, at der er godt med overraskelser og vilde soniske tiltag – og de to ting går hånd i hånd.
Kort sagt:
Squids ‘Bright Green Field’ er et ekstremt stærkt rockalbum. Det er friskt, vellydende og rigt på overvældende lyde, men samtidig er der en emotionel kerne, der gør det til en alvorlig musikalsk mavepuster.