Artrock-excentrikeren Cate Le Bon har aldrig lydt mere tilgængelig end på ’Pompeii’

Artrock-excentrikeren Cate Le Bon har aldrig lydt mere tilgængelig end på ’Pompeii’
Cate Le Bon. (Foto: H. Hawkline)

På ’Pompeii’ fortsætter Cate Le Bon en rejse mod et endnu mere tilgængeligt udtryk. Hendes udgangspunkt er en hjemmedyrket blanding af artrock og let avantgarde. Et pluk af sangene på dette imødekommende, men stadig komplekse album er nærmest decideret dansevenlige. En inspireret parring af saxofoner, et Yamaha-keyboard og dadaistiske ordbrokker har utroligt nok krystalliseret sig i ni fokuserede sange.

Åbningsnummeret ’Dirt On the Bed’ lægger ud i et afventende leje, hvor saxofonerne kører i nogle nedadgående skalaer, som om de stadig er ved at blive stemt efter.

»Sorgen findes i saxofonerne«, siger Cate Le Bon et sted i de vidtløftige linjer, der ledsager albummet. For rigtig mange musiklyttere er saxofonen et lidt corny og sengekantsagtigt instrument. Hos Cate Le Bon får det majestætiske instrument en prominent plads, uden at det får musikken til at virke let eller lummer.  På trods af at hun fortsætter med at skubbe til sin formular, er det blevet omtrent umuligt at forestille sig hendes musik uden dryp af messingblæs.  

På Cate Le Bons forrige album, ’Reward’ (2019), slog den nogle gange så kryptiske kunstner armene ud og sang umisforståeligt om ugengældt kærlighed: »I love you, I love you, I love you, but you don’t«, sang hun med sørgmodig accept.

Den nye ’Moderation’ er en overraskelse, da den nærmest lyder som en mild lille new wave-disco-ballade. På det her nye album går Cate Le Bon til biddet og vil ikke affinde sig: »Moderation / I can’t have it / I don’t want it / I wanna touch it«, synger hun med en helt anden lust for life.

Det er en æggende, forførende sang, med et ægte groove i lænderne. Muligvis er sangen, som en stor del af albummet, afledt af fascinationen ved malerkunst og højpandede overvejelser om filosofi og arkitektur. Men nummeret er samtidig så ligetil fornøjeligt, at det kunne bruges på dansegulvet under en roterende spejlkugle.  

På ’French Boys’ løber new romantic synths som en varm strøm gennem sangen. Det er så tyk vellyd, at man næsten kan pakke sig ind i det. Allerbedst er måske ’Harbour’, en vemodig cocktail-popballade med udtalt 80’er-æstetik. Den går lige i pophjertet. De sorgfulde saxofoner er måske stadig omme i baggrunden, men der er det synth-hooket, der sætter sig i ørerne hos lytteren.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På tidligere album har Cate Le Bon haft legekammerater som Perfume Genius og Kurt Vile til at kigge forbi. Hun har også samarbejdet med Deerhunters Bradford Cox og Tim Priestly fra White Fence, som hun står side om side med i duoen DRINKS og danner par med i privaten. Grundet coronakrisen er ’Pompeii’ lavet i et mere afsondret rum end nogensinde før.

»‘Pompeii’ blev skrevet i et morads af utilpashed. Solo. I en tidslomme. I et hus jeg havde boet i 15 år forinden. Jeg baksede med eksistensen, resignation og tro«, fortæller den walisiske sanger i en pressemeddelelse.

Både instrumentering og livets store spørgsmål har altså været overladt til Cate Le Bon selv. Al musik ud over saxofonerne og trommerne (leveret af Warpaints trommeslager Stella Mozgawa) er skrevet og indspillet af hende selv, dog med sparring fra hendes faste producer Samur Khouja.

’Remembering Me’ er et pophit om at kigge på sig selv udefra, mens man er helt mutters: »Upset, and out of touch / good grief, you miss so much«. Her er synthesizer-akkorder, der lyder som om, de undergår en blødende nedsmeltning. Det er også groovy, så det er en fryd.

Cate Le Bons sjette album lyder langt fra minimalistisk på trods af de corona-prægede tilblivelsesforhold. Hun træder et skridt længere mod popmusikken, uden at musikken af den grund på nogen måder bliver letbenet.

’Pompeii’ er fuld af komplekse mønstre og soniske farver, hvis brændende kerne jeg har lyst til at stirre lige ned i. Ud af ensomheden og isolationen er kommet et avanceret popalbum med ilden ulmende nedenunder.


Kort sagt:
Cate Le Bon kommer sandsynligvis til at udvide sin fanbase yderligere med ’Pompeii’, det hidtil mest tilgængelige udspil fra den walisiske artrock-excentriker.     

Cate Le Bon. 'Pompeii'. Album. Mexican Summer.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af