1. Benny the Butcher ‘Welcome to the States’
I Buffalo, New York skød og dræbte en 18-årig i sidste måned ti mennesker i et racemotiveret angreb. Griselda-rapperen Benny the Butcher kommer fra Buffalo – faktisk kun otte minutter fra hvor masseskyderiet fandt sted – og begivenhederne har inspireret ham til at skrive sangen ‘Welcome to the States’, der går i kødet på, hvordan systemerne og kulturen i USA er med til at skabe forhold, hvor den slags angreb desværre er alt for hyppige.
Benny the Butcher har velvalgt brugt beatet fra den i forvejen hårrejsende Kendrick Lamar-sang ‘We Cry Together’, og han kommer ind på, hvordan både våbenkultur, hvid nationalisme og en bredere dobbeltstandard på tværs af racer er med til at skabe et miljø, hvor dette angreb nok desværre hverken bliver det første eller sidste af sin slags.
»Welcome to the states, where we dyin’ of our skin color and race / ideologies formed of hate, now the grocery stores ain’t safe«, rapper Benny på de indledende linjer.
2. Blikfang ‘Nogengange’
Søren Gade fra Lød og David Engelbrecht fra Fraads laver i fællesskab den skønneste 80’er-klingende synthpop under navnet Blikfang. For et par uger siden kunne man opleve dem på Soundvenue INPUT, og om ikke længe er det tid til, at de indtager Roskilde Festivals Rising-scene. Denne ørehænger er lavet til, at et festivalpublikum kan synge med.
3. Liss ‘Nobody Really Cares’
Det nye album ’I Guess Nothing Will Be the Same’ er et rørende monument over Liss og Søren Holm – og et smittende popalbum i sin egen ret. Ud over de allerede udgivne singler er vi især glade for den vidunderlige ‘Nobody Really Cares’.
4. Faber ‘Helt okay’
I 2021 albumdebuterede artpop-kometen Faber med det fornemme album ‘Portrætter’, og efter alt at dømme lader hun nu op til en efterfølger. ‘Helt okay’ er produceret i samarbejde med førnævnte David Engelbrecht, og der opstår en ganske særlig magi, når Fabers luftige stemme står over for sangens UK Garage-klingende beat.
5. Tredjeperson ‘Uden ord’
Vi bliver i den dansksprogede artpop med spændende produktionsvalg. Her med en længselserklæring fra Tredjeperson, hvis elektroniske toner både rimer lidt på emorap og poprock.
6. Einár ‘Lilla Nisse’
Den svenske rapstjerne Einár blev skudt og dræbt i 2021 som kun 19-årig. På åbningsnummeret fra en ny posthum ep rapper han om, at livet både kan være brutalt og en fest, og i omkvædets mest hjerteskærende linje drømmer han om en verden, hvor han kan slappe af uden våben og vold.
7. Statisk ‘Lys gennem alt’
Den danske duo Statisk viser en hidtil uset energi på denne nye single; et eksplosivt, electrorocket følelsesbrag, hvor skarpe synths, pulserende bas og ængstelige vokaler går op i en højere enhed.
8. Bbybites ‘Oh Well’
‘Oh Well’ stammer fra Roskilde-aktuelle Bbybites’ nye ep, ‘Don’t Care… (But I Do)’. Her hører vi danskeren fra en mere hårdtslående, rocket side, end hun tidligere har omfavnet – hvilket passer glimrende med hendes i forvejen attituderige sangskrivning.
9. King Princess ‘Cursed’
Popsensationen King Princess har netop udgivet de to sange ‘Too Bad’ og ‘Cursed’, hvor vi især er glade for sidstnævnte. Her synger hun om et venskab, der er så besværlig og drænende, at den konstante blanding af kærlighed og smerte føles som en forbandelse. Begge de nye sange stammer fra et album ved navn ‘Hold On Baby’, der lander 29. juli.
10. Beach Bunny ‘Entropy’
De seneste år har amerikanske Beach Bunny nærmest opnået status som verdensmestre i ny powerpop – især efter udgivelsen af debutalbummet ‘Honeymoon’. Med singler som den forelskede ‘Entropy’ fortsætter de den høje standard, og det bliver spændende, om den holder ved, når de 22. juli udgiver albumtoeren ‘Emotional Creature’.