Billie Eilish har overrasket sine fans med en ny EP, ‘Guitar Songs’, der består af de to nye sange ‘The 30th’ og ‘TV’.
Begge sange er lavmælte guitarbaserede sange, produceret af Eilishs bror Finneas, der også har været med til at skrive numrene.
Eilish har allerede spillet ‘TV’ live på sin turné. Sangen har særligt skabt opmærksomhed med linjen »And I’ll be in denial for at least a little while/What about the plans we made?/The internet’s gone wild watching movie stars on trial/While they’re overturning Roe v. Wade«, der refererer til retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard og den nylige abortafgørelse fra den amerikanske højesteret.
I et interview med Apple Music 1 fortæller Eilish, at ‘The 30th’ var den første sang, hun skrev efter udgivelsen af ‘Happier Than Ever’ sidste år. Den omhandler en form for ulykke, Eilish tilsyneladende har bevidnet.
‘Guitar Songs’ er Eilishs første udspil siden hendes andet studiealbum ‘Happier Than Ever‘ fra sidste år. Hør sangene herunder.