Politiet har af sikkerhedsmæssige årsager aflyst søndag aftens store koncert med Harry Styles i Royal Arena. I første omgang var den blevet udskudt en time.
Det rapporterer TV 2 News og Ekstra Bladet.
Aflysningen sker som følge af skyderiet i det nærliggende storcenter Field’s, hvor der ifølge politiet er flere sårede og dræbte. En 22-årig mand er anholdt.
Ifølge Ekstra Bladet vil koncertpublikummet, der har siddet afventende i arenaen, blive eskorteret til metrostationen ved Fields’s. De kan ikke få adgang til deres biler.
Harry Styles har kommenteret situationen på Twitter, hvor han blandt andet skriver, at »hans hjerte er knust«.