Kultinstruktør John Wilson laver dokumentar om Harry Styles

Kultinstruktør John Wilson laver dokumentar om Harry Styles
Harry Styles. (Foto: Johnny Dufort)

I weekenden blev Harry Styles spottet på en færge i New York i mere end almindeligt interessevækkende selskab.

En Instagram-bruger delte således en video, hvor popstjernen var sammen med den kultdyrkede instruktør og dokumentarist John Wilson med et kamera i hænderne.

Nu kan Variety ud fra to anonyme insiderkilder fortælle, at Wilson er i gang med at lave en dokumentar om Styles, som han har fulgt med sit kamera siden august under ‘Together, Togehter’-turnéens shows i New Yorks Madison Square Garden.

Dokumentaren skulle være en blanding af koncertoptagelser og personlige glimt ind i popstjernens liv væk fra spotlyset. Ifølge Varietys ene kilde følger man også en række andre personer, herunder Styles’ fans og medarbejdere.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wilson er kendt for den morsomme og skæve HBO-serie ‘How To with John Wilson’. Som en slags aparte storbysymfoni sammenklipper han sine undertiden obskure optagelser af folk og fæ i New York City, mens han i en voiceover reflekterer over alting og ingenting.

Dokumentarserien har kørt gennem tre sæsoner og fik senest en spinoff-film i form af ‘The History of Concrete’, der blev vist på årets CPH:DOX og lige nu går sin sejrsgang i de amerikanske biografer.

Det bliver spændende at se, om newyorkerens særegne tone også kommer til at farve Harry Styles-dokumentaren, eller om han skruer en smule ned for sin personlige stil til dette projekt.

Universal producerer og distribuerer filmen, som ventes at få premiere i biograferne.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af