‘The History of Concrete’: HBO-geni er tilbage med 100 hysterisk morsomme minutter om beton
CPH:DOX. Det er den sjoveste film, jeg har set om beton! Det siger muligvis ikke så meget, siden det også er den eneste film, jeg har set om beton.
Alligevel kan det ikke underdrives, hvor meget John Wilson lykkes med noget, der burde være umuligt i ‘The History of Concrete’.
Her har ‘How To With John Wilson’-instruktøren, der brød stort igennem med sine quirky storbysymfonier på HBO, bevidst sat sig for at lave en film om det absolut tørreste, han kan komme på: beton. Blandingen af sand, cement, grus og cand, der er det næstmest anvendte materiale i hele verden.
Det viser sig – som så mange andre ting, ingen andre end John Wilson ofrer tankekraft på – at rumme fortællinger om alt fra liv, død, kærlighed, planetens overlevelse og som sædvanlig: en lille smule om Kim Kardashian.
I begyndelsen af ‘The History of Concrete’ er John Wilson gået i stå.
Efter den tredje sæson af hitserien er færdig, er hans hype stagneret, han får royalty-checks på 0,49 dollars og afslag på en voksenblereklame, da Hollywood-strejken pludselig spænder endegyldigt ben for arbejdet.
Det eneste, manuskriptforfatternes fagforening (WGA) tilbyder sine arbejdslammede medlemmer, er et kursus i, hvordan man laver en Hallmark-film. Heldigvis.
For det tropper Wilson selvfølgelig op til, og alene scenerne herfra er guld værd (især under visningen i et Bremen propfyldt af CPH:DOX-gæster, der grinede fra start til slut).
»Tiden er ikke til Ken Burns, tiden er ikke til ‘The Sopranos’«, nærmest hyler den meget pædagogiske underviser, som også forklarer, at »traumer er fine, hvis det ender lykkeligt«. Ingen er til gengæld interesserede i finansielt bøvl, og alle elsker historien om en usandsynlig romance.
Og udover i sig selv at være en umage kærlighedshistorie mellem filmmager og beton viser ‘The History of Concrete’ sig spidsfindigt at både følge og bryde alle damens regler på rebelsk vis.
‘The History of Concrete’ afviger ikke fra den kendte formel, det er et afsnit af ‘How to’ i spillefilmlængde, men tredoblingen når storartet i mål. Ud af både grimheden og elendigheden fremmaner dokumentaristen nemlig et voldsomt imponerende karaktergalleri.
Som en gruppe mennesker, der til Self-Trancendence-løbet i Queens årligt bruger to måneder på at løbe 3100 mil i cirkler rundt om den samme røvsyge karré. Stærkt udfordret af at beton er det værste underlag til løb overhovedet, hvilket en deltager proklamerer til trods for, at hun betragter sig selv som »en elsker af hårde overflader«.
Man kan selvfølgelig heller ikke sige beton uden at sige tyggegummi, og et besøg hos New Yorks fremmeste »gum buster« med eget vinlabel er også en uforlignelig fornøjelse.
Som kendere af ‘How To’-serien vil vide, afholder amerikanere konferencer for alt, og besøget på et koloenormt betontræf i Las Vegas er både højdepunkt og et rædselsscenarie (3D-printede betonbygninger er fremtiden…). Der er selvfølgelig også et møde i den wuhuende fraktion af »kvinder i beton«.
USA’s ældste betongade ligger i Ohio, hvor Wilson havner hos en enke, der har mistet sin mand i en motorcykelulykke, og derfra lander hos firmaet Save Your Ink Forever, der har skabt en forretning på at balsamere døde menneskers tatoveringer. En særligt dygtig medarbejder blev kaldt »Gene the Mean Embalming Machine«.
Hvad har det med beton at gøre? Mere end man skulle tro, viser det sig. Og selv i mødet med sorgen bliver Wilson aldrig smagløs eller tonedøv.
Selv da ‘The History of Concrete’ mod slutningen bliver lige lovlig lokalpolitisk, ender et tilfældigt møde med at få dokumentaren tilbage på sporet. En potentiel finansier af filmen kræver nemlig, at ‘The History of Concrete’ indeholder et spor med en prominent musiker.
I et omvendtland hvor en dokumentar om foreningen af cement, sand, grus og vand er gangbar underholdning, oversættes det til en inklusionen af en ukendt kæmpende musiker, der lever af at uddele vareprøver på tequila og mezcal i Wilsons lokale liquor store. Som utroligt nok viser sig at være den perfekte afslutning på den bedste film om beton.
For et samfund kan være så stenet, som Inger Christensen skrev engang, men når man ser det gennem øjnene på John Wilson, er det heldigvis alt andet.
Kort sagt:
HBO-geniet John Wilson er tilbage med 100 hysterisk morsomme minutter om beton.