Tilbage i 2015 var Nicki Minaj ikke tilfreds med MTV Video Music Awards. Rapperen havde netop slået rekorder med den kontroversielle ‘Anaconda’-video, men blev ikke belønnet med en nominering, da prisceremonien skulle kåre årets bedste musikvideo.
Dengang hævdede Minaj, at videoer, der fremhæver tynde kroppe, vandt priser, mens videoer som ‘Anaconda’, der fokuserer på andre kropsidealer, blev forbigået. Det hele endte med at blive en større sag, der blandt andet førte til konflikter med Taylor Swift og Miley Cyrus.
Nu, syv år senere, har Nicki Minaj dog fået den ultimative anerkendelse af MTV Video Music Awards.
I nat modtog hun den såkaldte Michael Jackson Video Vanguard Award, som er en hædring af hele hendes virke som visuel artist. Det er prisuddelingens ærespris.
Nicki Minaj kronede sin store aften med en optræden, hvor hun spillede et ti minutter langt medley af sine største hits.
Rapperen spillede tidlige numre som ‘Super Bass’ og førnævnte ‘Anaconda’, men også den spritnye ‘Super Freaky Girl’, der for tiden topper den amerikanske hitliste. Minaj genskabte desuden en klassisk scene fra ‘Monster’-musikvideoen.