Livagtige voksfigurer, henrettelser af rødhårede og afklædte kroppe: I løbet af sommerferien ser vi tilbage på en række musikvideoer fra de seneste 20 år, der fik folk til at tabe kæben og tage sig til hovedet.
Hvad skete der, og hvad har vi lært? Følg løbende med i artikelserien HER – nu handler det om Nicki Minajs ‘Anaconda’ fra 2014.
Hvad sker der i musikvideoen?
Før vi overhovedet kan tale om videoen, er vi nødt til at nævne det der cover.
Før Kim Kardashian poserede med bagdelen bar eller Billie Eilish pludselig var blond, havde Nicki Minaj nemlig et break the internet-moment, da hun annoncerede singlen ’Anaconda’ med et foto i lyserødt undertøj, der dækkede meget lidt.
Så da musikvideoen omsider landede i august 2014, forventede omverdenen en billedside med samme sprængfarlige potentiale. Og det fik den.
I ’Anaconda’ befinder vi os midt i en jungle, hvor Nicki Minaj og en række letpåklædte dansere twerker, træner og hygger sig. Rapperen kravler rundt på alle fire, spanker sine dansere og sprayer sine bryster med flødeskum.
Der er sex alle vegne. Men måden, sex og de kvindelige kroppe bliver fremstillet på, er samtidig tvetydig.
Der er for eksempel ingen mænd i den her jungle – kvinderne danser for deres egen skyld. De er ikke rekvisitter, som i så mange andre rapvideoer gennem tiden, men hovedpersoner.
Nicki Minaj er heller ikke en simpel sexkilling, men en magtfuld skikkelse, der er i total kontrol over sin egen fremstilling og krop.
Da hun hiver en banan frem efter flødeskums-besprøjtningen, tager hun den for eksempel ikke i munden, man hakker den falliske frugt midt over og kyler den væk.
Og da Drake til sidst i videoen forsøger at befamle hendes bagdel under en lapdance, vifter Minaj kort og kontant hans lumre hånd væk. Til sidst sidder han underlegent med hovedet i hænderne.
Budskabet i ’Anaconda’ er klart: Det er en fejring af kvindelig seksualitet og kroppe, der ikke har brug for noget mandligt blik for at få nydelse.
Hvorfor var den lige så kontroversiel?
Nicki Minaj indkapslede det måske meget godt selv, da hun postede en række magasinfotos af tynde, hvide kvinder i undertøj med teksten »acceptabelt« – og så et foto af ’Anaconda’-coveret med titlen »uacceptabelt«.
Der var tydeligvis stadig et kontroversielt potentiale i en ikketynd sort kvinde, der lavede en sang om sex. Og som fremstillede et skønhedsideal, der (dengang) ikke var mainstream.
Nicki Minaj fik støtte fra flere medier, men der var også folk som Chuck Creekmur, chefen for det dengang toneangivende hiphopmedie AllHipHop, der anklagede rapperen for at korrumpere ungdommen ved at fremstille sin seksualitet.
En mindre britisk avis indkapslede den misforståede kritik ved at skrive, at videoen handler om, »at hun har en gigantisk røv, der gør, at mange mænd vil have sex med hende«.
Den form for dybest set slutshamende kritik af musikvideoen var udbredt dengang i 2014. Men der var også en mere subtil underminering af videoen i form af manglende anerkendelse.
Det mente Minaj i hvert fald selv, da ’Anaconda’ ikke blev nomineret til MTV’s VMA-awards.
»Hvis jeg var en anden ’slags’ artist, ville ’Anaconda’ være blevet nomineret for årets video«, skrev hun dengang på Twitter.
»Hvis din video hylder kvinder med meget tynde kroppe, bliver du nomineret (…) når ’andre’ piger udgiver en video, der bryder rekorder og har indflydelse på kulturen, bliver de nomineret«.
De synspunkter var – og er – svære at argumentere imod. Men det stoppede ikke Taylor Swift fra at prøve: »Jeg har ikke gjort andet end at elske og støtte dig. Det ligner ikke dig at opildne to kvinder mod hinanden«.
Swifts kommentarer faldt ikke i god jord. Som magasinet Complex skrev, var hendes noget privilegieblinde svar lidt som at sige »all lives matter« – Swift overså, at der var en reel ubalance i musikbranchen, når det kommer til race.
Desuden virkede det dobbeltmoralsk at bruge feminisme for at lukke munden på Minaj, når hun jo forsøgte at påtale en racemæssig problematik. Og det virkede mildest talt nedladende, da popstjernen endte med at sige til rapperen, at hun da gerne måtte komme med op på scenen, hvis hun vandt prisen.
Swift endte med at undskylde, men ikke før alle fra Ed Sheeran til Katy Perry havde meldt sig ind på hver sin side af debatten. Nicki Minaj accepterede undskyldningen.
Alle de kontroverser skabte selvfølgelig en masse hype om videoen, der slog Vevos rekord for flest visninger på et døgn. I dag har den over en milliard visninger på YouTube, et tal Minaj opnåede som første kvindelige solorapper.
Hvad kan vi så lære af det hele i dag?
To af det seneste års største musikvideoer har handlet om at fremstille sex på en bramfri måde – og på en måde, som vi ikke normalt ser i musikvideoer. Nemlig ’WAP’ af Cardi B og Megan Thee Stallion og ’Montero’ af Lil Nas X.
Begge de sange er på sin vis efterkommere af ’Anaconda’. De har samme overdådige univers, og de har samme frygtløse sexfremstilling.
Der havde naturligvis været åbent seksuelle og udfordrende rapsange før, men ’Anaconda’ var ikke bare et beskidt klubhit. Den var et populærkulturelt fænomen, som hele verden talte om. Den satte dagsordenen. Ligesom ’Wap’ og ’Montero’ siden har gjort.
De senere sange har også mødt heftig kritik, og det er ikke sådan, at ’Anaconda’ har nedbrudt samtlige seksuelle barrierer på hiphopscenen eller i det kristne-konservative USA.
Men Nicki Minaj-sangen åbnede alligevel døren til en ny tidsalder, hvor alle slags mennesker kan gøre krav på at få lov til at udtrykke deres seksualitet.
Se bare Megan Thee Stallions nye video til singlen ’Thot Shit’, hvor det eksplicit er et politisk statement at ryste sin røv i ansigtet på dem, der undertrykker sorte kvinder.
Store røve og fyldige former er også siden blevet en del af det moderne skønhedsideal. Det skyldes naturligvis ikke ‘Anaconda’ alene. Men man skal ikke undervurdere den diskussion, der begyndte her – og det momentum, videoen og dens skønhedsideal startede.