Kan du huske dengang, toppen af den danske Spotify-hitliste ikke var domineret af Tobias Rahim?
Det er lang tid tiden.
I lidt over et år har Rahim mere eller mindre haft patent på Spotify-listens førsteplads med sange som ‘Stor mand’, ‘Mucki Bar’ og senest ‘Flyvende Faduma’. Den ene succesfulde single har som i en stafet overleveret førstepladsen til den næste.
Men dominansen er slut nu. Her den 7. september 2022 er der nemlig en ny førsteplads. Og det var nok ikke lige dén sang, man havde forudset ville skubbe Rahim af tronen.
Øverst på den danske Spotify-hitliste finder man nemlig ‘I’m Good (Blue)’: En svulstig EDM-slasker af David Guetta og Bebe Rexha, der i overhængende grad sampler Eiffel 65’s eurodance-hit ‘Blue (Da Ba Dee)’ fra 1998.
Sikke en cocktail. Nostalgi, hook, drop, repeat.
Det er åbenbart noget, danskerne kan lide.
‘I’m Good (Blue)’ ligger nummer otte på den globale Spotify-hitliste, og før de mange Spotify-streams var den (selvfølgelig) stor på TikTok. Det er nu engang fødekæden efterhånden.
David Guetta og Bebe Rexha ligger dog kun et par tusind streams foran ‘Flyvende Faduma’, så alt kan ske, næste gang den danske Spotify-hitliste bliver opdateret – det bliver den en gang i døgnet.
Men lige i dette øjeblik må Rahim altså undvære førstepladsen for hvad der føles som første gang i et år.