Bølgerne går højt i Kendrick Lamars nye kortfilm ‘We Cry Together’, der er et visuelt akkompagnement til nummeret med samme titel fra ‘Mr. Morale & The Big Steppers’.
Den fem minutter lange film er optaget i én virtuos, kontinuerlig optagelse, hvor Lamar og skuespiller Taylour Paige skændes om parforhold, kønsroller og meget mere.
Videoen er allerede sat i spil til næste års Oscar-uddeling, hvor den kan være med i konkurrence om kortfilmprisen. Lamar har selv instrueret sammen med Jake Schreier og Dave Free.
Taylour Paige slog igennem i den slagkraftige Gen Z-film ‘Zola’ i 2020 og viser i løbet af videoen, at hun også er en gedigen rapper. Filmen blev optaget i 2020 med live vokal, hvilket kun gør parternes bedrift endnu mere imponerende.
Kendrick udgav ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ tidligere på året til stor anmelderros. I skrivende stund er pladen det eneste hiphop-album fra i år, der har rundet en milliard afspilninger på Spotify.
Kendrick Lamar lægger vejen forbi Danmark senere på efteråret, når han gæster Royal Arena 15. oktober.