’Zola’: Vild komedie over viral Twitter-tråd er mere sørgelig end sjov
CPH PIX Weekend. Det måtte vel komme. ‘Zola’ er den første film, der er baseret på ikke noget så gammeldags som en bog eller et teaterstykke eller en podcast, men en Twitter-tråd:
I 2015 fortalte den 19-årige servitrice og stripper A’Ziah ‘Zola’ King fra Detroit gennem 148 veloplagte og farverige tweets om sin vanvittige weekend i Florida, der blandt andet involverede strip, sexhandel, kidnapning og mord, sammen med en hvid kvinde, hun lige havde mødt.
»Y’all wanna hear a story about why me & this bitch here fell out???????? It’s kind of long but full of suspense«, startede King tråden, der gik viralt og fik kendisser som Missy Elliot, Solange Knowles og Ava DuVernay til at flippe ud over historien og bifalde hendes fortællertalent.
Historien blev udfoldet og faktatjekket i en stor feature i Rolling Stone, og nu er den blevet til en film, instrueret af Janicza Bravo.
‘Zola’ var et hypet hit på Sundance i 2020, og med en del coronaforsinkelse kan vi nu også endelig få lov til at se den på CPH PIX.
Filmen holder i høj grad, hvad den lover: Det er en vild, dramatisk og humoristisk historie fortalt i et hæsblæsende tempo med fuld knald på de visuelle virkemidler som freeze frames og split screens på en hyperstiliseret facon, der prøver lidt for hårdt. Udover sit SoMe-forlæg, som filmen refererer til med tweet-lyde og hjertereaktioner, kunne den indholdsmæssigt næsten heller ikke blive mere 2020 med temaer som race og kulturel appropriation, gig economy og fjerdebølgefeministisk fejring af girl-boss strippersøsterskab og kvindens seksuelle empowerment.
Zola (Taylour Paige) møder Stefani (Riley Keogh) på sit arbejde som servitrice, og de bonder over deres fælles hverv som strippere. Efter en enkelt aften sammen inviterer Stefani Zola med på roadtrip til Tampa, Florida, hvor de efter sigende kan tjene en masse penge på at danse. Med på turen er også Stefanis kiksede kæreste, Derrek (Nicholas Braun aka Cousin Greg fra ‘Succession’) og ’X’, som Stefani introducerer som sin roommate, men viser sig at være hendes pimp.
I det højrøstede og temmelig enerverende rejseselskab fortryder Zola hurtigt sin beslutning, men prøver at få det bedste ud af aftenen på en eksotisk klub. Da det viser sig, at X har planer om at sælge Zola og Stefani som sexarbejderpar og smækker dem ind på et hotelværelse resten af natten, sætter Zola foden ned. Det vil hun ikke være med til.
Men da hun sidder fast i situationen, beslutter hun sig i en form for søstersolidaritet for at hjælpe Stefani med at tjene flere penge. Imens er stakkels Derrek efterladt alene på motelværelset, hvor han desperat træffer nogle dårlige valg, og herfra bevæger historien sig længere og længere ud på overdrevet.
Underholdningsværdien fejler ikke noget i ‘Zola’, men jeg har svært ved at købe filmen som den WTF-komedie, den gerne vil være. Jeg synes ikke, at sexhandel og tvang er sjovt, og efter første akt bliver historien mest af alt bare sørgelig.
I den oprindelige Twitter-tråd leverer Zola følelsesladede kommentarer og emojis, og tråden har en smittende energi af ’du gætter aldrig, hvad der så skete’. Men i filmen er Zola et passivt, stoisk vidne, der stort set kun reagerer med vantro blikke på alle de fucked up ting, der sker omkring hende.
Hun har hele tiden en distance og sætter aldrig sig selv i offerrollen. Det er på sin vis forfriskende, men når filmen skruer ned for Zolas fortællerstemme, mister hun også sit agentur. Og jeg synes, filmen skøjter for let hen over, at de to kvinder rent faktisk er ofre, og at Zolas og filmens insisteren på at gengive begivenhederne som en sjov historie netop er en måde at undgå at se smerten i øjnene.
Taylour Paige mestrer øjenskuespillet til perfektion, men man lærer aldrig rigtigt Zola at kende som karakter. Riley Keough, der vækker mindelser om sin white trash-karakter i ‘American Honey’, giver til gengæld en interessant tvetydighed til Stefani, så hun både fremstår som skurk og offer. Skurk, fordi hun har lokket en Zola i en fælde, men i mine øjne først og fremmest offer for patriarkatets udnyttelse af kvindekroppen og den økonomiske desperate situation, der får hende til at deltage mere eller mindre frivilligt.
Forholdet mellem de to kvinder er det mest interessante i filmen. Ikke mindst Zolas skiftevise sympati med og vrede på Stefani, der ikke bliver bedre af Stefanis upassende appropriation af sort kultur og sprog og hule forsøg på at blive hendes ’sis’.
Kort sagt:
Den hypede filmatisering af en viral Twitter-tråd er formet som en vild komedie, men historien om tvunget sexarbejde er mere sørgelig end sjov.