‘Zero Fucks Given’ på CPH PIX: ’Adèles liv’-stjernes præstation hjemsøger mig i dagevis
CPH PIX Weekend. Jeg elsker en god drukscene.
Intet kan afsløre menneskets grundlæggende ensomhed og en skuespillers talent som en god drukscene. Begge dele åbenbares i en fornem en af slagsen i den fransk-belgiske ‘Zero Fucks Given’ (‘Rien a foutre’ til de franskkyndige) med Adèle Exarchopoulos fra ’Adèles liv’ i rollen som rodløs stewardesse Cassandre.
I scenen, der finder sted ved filmens begyndelse, splatter Cassandre ud på en sofa på et vilkårligt hotelværelse et vilkårligt sted i verden med en vilkårlig fyr. Han spørger fuldesjovt, om hun helst vil giftes med en smartie eller forårsage dødelig syreregn? Hun fortæller nøgternt om den bilulykke, der for år tilbage forårsagede hendes mors død.
Cassandre leverer historien som én, der giver zero fucks. Man skal dog ikke tilbringe mange øjeblikke i hendes selskab, før man fornemmer den bundløse tristhed bag de sejlende fulde øjne. Som hun beviste i ’Adèles liv’, kan Adèle Exarchopoulos formidle forvirring og knust hjerte med lammende overbevisning. Ikke overraskende er hun hjerteskærende god som fortabt ung kvinde, der drukner sine sorger i alkohol, ligegyldige relationer og retningsløs flugt.
Sidstnævnte helt bogstaveligt endda. Cassandre er havnet her, på det vilkårlige hotelværelse efter endnu en lang dags arbejde for lavpris-flyselskabet Wings, tydeligt modeleret over virkelighedens Ryanair. Arbejdet er utaknemmeligt og kræver, at man gør sig hård. Her lyder parolen: Pres flere penge ud af passagererne, og gem dit privatliv langt væk under et tykt lag make-up.
Birollerne ved Wings er hvervet blandt virkelighedens flypersonale. Den autentiske skildring af de grove arbejdsforhold giver historien en kapitalismekritisk vibe. ‘Zero Fucks Given’ er cinema verité a la de belgiske Dardenne-brødre tilsat lejlighedsvis poetisk dyrkelse af flyselskabets (og ensomhedens!) blå nuancer. I hvert fald i den første times tid.
Derefter foretager både film og Cassandres liv et pludseligt kursskifte. Hovedpersonen lander for en stund og tilbringer resten af den to timer lange film i samtaler med søster og farmand. Fortællingen bliver varmere og mere vedkommende på hjemmefronten. Temperaturskiftet gør godt, men føles også lidt umotiveret. Man kan godt komme til at mistænke filmskaberne bag, Emmanuel Marre og Julie Lecoustre, for at have haft lige så svært ved at vælge en retning som deres unge hovedperson.
Men det har også sin charme. Livet er jo for helvede heller ikke formet over den perfekte berettermodel. Rodløsheden er filmens kerne og afspejles i både indhold og form.
Og selvom skaberne fortaber sig lidt, knækker ‘Zero F***s Given’ aldrig. Ikke mindst på grund af Exarchopoulos.
Hun bærer filmen med et portræt af menneskelig ensomhed, der hjemsøger mig flere dage senere. Med og uden sine sejlende fulde øjne demonstrerer hun og den imponerende debut den dybe sandhed, der gemmer sig på bunden af enhver flaske: At det er fucked up svært at være menneske og finde retning i tilværelsen.
Kort sagt:
Adèle Exarchopoulous er lammende god i autentisk retningsløs debut.