I mange år har nogle af de største danske rappere været underligt fraværende på Roskilde Festival.
I 2019 var der for eksempel kun en enkelt dansk rapper i hovedprogrammet, og mange af landets største hiphopartister har kun spillet i opvarmningsdagene.
Nu har en af de mest succesfulde danske rappere fra de seneste ti år dog fået lov til at komme med i hovedprogrammet – og så endda på den største scene. I dag har Roskilde Festival annonceret, at Kesi skal spille på Orange Scene i 2023.
Kesi har været et af de stærkeste livenavne i dén generation af rappere, der slog igennem i starten af 2010’erne, og som har præget hiphopscenen lige siden. Hans seneste album var det modne kærlighedsværk ’30 somre’, der udkom tidligere i år.
Den københavnske rapper har før udtalt, at han gerne ville spille på Roskilde, men at det skulle være på den største scene.
»Jeg ville synes, det var fedt at spille Roskilde«, sagde Kesi i podcasten Programmet Om Ingenting i 2018. »Hvis vi skal spille, så skal de putte noget respekt på vores navn og give os en rigtig stor scene. Give os lov til at spille Orange«.
Det ønske har han altså nu fået opfyldt.