Taylor Swift sætter endnu flere rekorder med ‘Midnights’

Taylor Swift sætter endnu flere rekorder med ‘Midnights’
Taylor Swift. (Foto: Universal Music)

Ikke overraskende storhitter Taylor Swifts nye album ‘Midnights’ over hele verden.

Allerede 24 timer efter udgivelsen slog albummet rekord på Spotify, og en uge senere har det allerede slået yderligere 73 rekorder rundt om i verden ifølge mediet Consequence of Sound.

Swift er blandt andet den første artist nogensinde til at have hele fem album, der har solgt én million enheder i løbet af deres første uge, i analysebureauet Nielsens historie.

‘Midnights’ har ifølge Consequence solgt 1,578 millioner enheder i USA i løbet af sin første uge, hvoraf én million udelukkende er albumsalg. Det er første gang, et album har solgt så mange enheder i sin første uge siden Swifts ‘Reputation’ fra 2017.

I kampen om den største albumåbning på den amerikanske hitliste for en kvindelig artist er Swift kun overgået af Adeles ’25’.

Der er desuden blevet solgt 575.000 vinyler af albummet i løbet af den første uge, hvilket er det højest antal, siden man begyndte at registrere vinylsalg i USA i 1991.

Swift har i en alder af blot 32 år haft hele 11 album på førstepladsen på den amerikanske hitliste. Hun deler rekorden for flest nummer 1-album for en kvindelig artist med Barbra Streisand.

Hun er den sjette kunstner nogensinde, der har haft 11 album på toppen af den amerikanske hitliste – i fornemt selskab med The Beatles (19), Jay-Z (14), Drake (11), Bruce Springsteen (11) og Barbra Streisand (11).

‘Midnights’ begejstrede – med visse forbehold – vores anmelder, der gav fire stjerner og skrev, at albummet var »det Swift-album, jeg har længtes efter siden 2015«.

Få det fulde overblik over albummets foreløbige rekorder hos Consequence of Sound.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af