KOMMENTAR. Natten til fredag – blot tre timer efter midnatsudgivelsen af sit tiende studiealbum – udsendte Taylor Swift yderligere syv nye sange på en slags deluxe-udgave af udspillet, der meget passende bar titlen ’Midnights (3am Edition)’.
Syv sange, som hun og hendes samarbejdspartnere ifølge Swift skrev »på rejsen mod at finde de magiske 13 numre«, men som lige akkurat ikke passede ind i albummets konceptuelle format.
At ’3am’-versionen af ’Midnights’ rummer guld er i sig selv ikke overraskende. Deluxe-udgaverne af Swifts album har alle dage budt på bundsolide bonusnumre, såsom den Max Martin-producerede fanfavorit ’New Romantics’ fra den udvidede udgave af hovedværket ’1989’.
Selv hendes indiefolkede surprise-album ’Folklore’ – et album, der i forvejen rummede nogle af Swifts bedste sange til dato – blev løftet til nye højder, da hun en måned senere tilføjede ekstranummeret ’The Lakes’.
Sideløbende med udgivelsen af ’Midnights’ er Swift som bekendt i fuld sving med at genindspille sine seks første album, og også her viser den evigt produktive sangskriver, at arkivet bugner af uudgivne fuldtræffere.
Sidste års nye versioner af både ’Fearless’ og ’Red’ var pakket med tidsbundet arkivmateriale, og især ’Mr. Perfectly Fine’ fra førstnævnte og Phoebe Bridgers-duetten ’Nothing New’ fra sidstnævnte kunne snildt have sneget sig med på de originale tracklister.
For Taylor Swift er bonusnumre og b-sider ikke blot halvfærdige skitser tiltænkt hendes mest hardcore fans, men gedigne genistreger, der sagtens kan stå tå-til-tå med hendes største hits.
Så ja, selvfølgeliger ’3am’-versionen også ret fantastisk. Den del er ikke overraskende. Men det er en smule overraskende, hvor meget nogle af disse numre skiller sig ud.
Indierock-koryfæ i producerstolen
En del af årsagen hertil kan formentlig findes i valget af producere. Samtlige 13 numre på det originale ’Midnights’ er produceret af Swifts faste samarbejdspartner Jack Antonoff, som får assistance af blandt andre Kendrick Lamar-produceren Sounwave.
Men på ’3am’-versionen overlader Antonoff langt hen ad vejen roret til The Nationals Aaron Dessner, der er angivet som både producer og medsangskriver på numrene ’The Great War’, ‘High Infidelity’ og ‘Would’ve, Could’ve, Should’ve’.
Dessner har historisk set været katalysator for Swifts største udskejelser. Hans melankolske, afmålte indie-touch udgjorde en stor del af appellen ved både ’Folklore’ og ’Evermore’, hvor især sidstnævnte fik mig til at tabe kæben med de nærmest Nine Inch Nails-agtige trommer på afstikkeren ’Closure’.
Så voldsomt går det ikke for sig denne gang, men ‘High Fidelity’ er alligevel ulig noget, Swift nogensinde har begivet sig ud i før. Tematisk set er utroskabsballaden ikke ligefrem banebrydende, men det er til gengæld produktionen. Aldrig har et Swift-nummer emmet af så meget The Postal Service.
Den krigeriske ‘The Great War’ trækker tråde til ‘Folklore’-æraen, men med en langt mere fyldig produktion. En slags gylden middelvej mellem Swift som udadvendt popstjerne og tilbagetrukket folk-musiker.
’Would’ve, Could’ve, Should’ve’ kunne med sin indierockede rytmeguitar og sine pulserende trommer velsagtens have fundet vej til et moderne The National-album, og Swifts hudfletning af en ældre ekskæreste (læs: John Mayer) giver Matt Berninger kamp til stregen om jobbet som bandets forsanger.
Bonusnumre med kultpotentiale
Det resterende materiale på ’3am’-versionen har Antonoff tilbage i producerrollen, og måske af samme grund bliver der også skruet en anelse ned for eksperimenterne.
Dermed ikke sagt, at sangene bør skippes. Som bonusnummer har den euforiske popbasker ’Paris’ potentiale til at opnå samme kultstatus som ’New Romantics’, og den afdæmpede ’Bigger Than The Whole Sky’ er allerede blevet ikonisk blandt swifties for måske, måske ikke at omhandle en spontan abort.
’Midnights’ er blevet taget godt imod af både fans og anmeldere. Soundvenues Sofie Kock Aukdal lagde i sin anmeldelse vægt på, hvordan de 13 numre rummer elementer af det bedste fra samtlige Taylor Swifts musikalske æraer.
Den pointe kan jeg kun tilslutte mig. Men for nogle kan det også være en ulempe. Faktisk er den kritik af albummet, jeg oftest er stødt på, at ’Midnights’ – vel at mærke efter de to seneste albums radikale stilskifte – er lige lovligt run of the mill-Swift.
Er det sådan, man går rundt og har det, er det bare endnu et incitament til at kaste sig over albummets ’3am’-version – og i særdeleshed de numre, der er blevet til i samarbejde med Aaron Dessner. For sådan her har vi i hvert fald aldrig hørt popstjernen før.