Der er dømt hiphopfest i det nye år, når en af de største stjerner på UK drill-scenen kommer til Danmark.
Headie One giver sit første headlinershow i Danmark, når han lægger vejen forbi Pumpehuset den 23. februar.
Den 28-årige britiske rapper har over de seneste år siddet tungt på tronen på UK-drillscenen. Han fik sit gennembrud i 2019 med singlen ’18Hunna’ og har siden udgivet roste mixtapes som ‘Music X Road’, der blandt andet havde Skepta og Dave på gæstelisten.
I 2020 kom debutalbummet ‘Edna’, der i sin første uge gik nummer et på den britiske hitliste og blandt andet bød på samarbejder med folk som Drake, Stormzy og FKA Twigs.
Om albummet skrev vores anmelder: »Headie One er UK drill-scenens konge, der senest har fået et gæstevers af selveste Drake. På ’Edna’ forsøger han at gøre lyden mainstream – hvilket lykkes til dels«.
I fredags udgav han desuden mixtapet ’No Borders: European Compilation Project’, hvor rappere fra en række europæiske lande samarbejder.
Headie One (UK)
23. februar
Pumpehuset
Billetpris: 180 kroner