Europæiske rappere er endelig begyndt at vende USA ryggen

UK-stjernerne Central Cee og Headie One samarbejder for tiden med svenske, italienske, spanske, belgiske, hollandske og franske rappere. Det viser, at en ny generation af europæiske rappere ikke ser mod USA, men mod deres nabolande.
Europæiske rappere er endelig begyndt at vende USA ryggen
Headie One. (Foto: PR)

TENDENS. Freestyle-platformen Fire In The Booth er en institution på den britiske hiphopscene.

Det er her, etablerede stjerner såvel som nye talenter tropper op med deres allerbedste bars for at vise, hvad de kan, mens den hypernergiske hypeman og vært Charlie Sloth fyrer op for adlibs og lydeffekter.

Man kan opnå stjernestatus med en god freestyle – eller slå fast, at man stadig har den, hvis man allerede er et etableret navn. UK-stjerner som Stormzy og Dave har været forbi Fire In The Booth, og det samme har internationale navne som Drake og Migos.

I fredags oplevede platformen til gengæld noget helt nyt. Det var nemlig ikke en enkelt rapper, der kiggede forbi, men et helt hold af artister fra Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, England og Sverige.

Den nye video er kulminationen på en udvikling, der har været i gang i længere tid. Den unge generation af europæiske hiphopkunstnere nedbryder nemlig landegrænser og sprogbarrierer som aldrig før.

Hiphop-Eurovision

Den nye hiphop-kulturudveksling mellem landene er perfekt indkapslet i Fire In The Booth-videoen, hvor de forskellige artister skiftes til at bemande tre mikrofoner i en 25 minutter lang optræden.

Rapperne dropper skiftevis ind og ud af formationen. Nogle gange assisterer de hinanden med adlibs, andre gange nøjes de med familiære håndtryk. Som når fodboldspillere hilser ved en indskiftning.

Der lader til at være en gensidig forståelse, der er ret imponerende set i lyset af, at de alle taler forskellige sprog.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kommentarsporet på YouTube er også noget for sig selv.

Her konkurrerer fans fra forskellige lande om hvem af artisterne, der er stærkest. Det er nærmest en lille Eurovision-agtig dyst mellem rappernes fanfraktioner.

Som om videoen har samlet fans fra alle hjørner af Europa til hiphoppens evige diskussion om, hvem der har de hårdeste bars. Lige nu er det – overraskende nok – svenske Yasin, der vinder kommentarkampen. Sweden, 12 points!

Yasin. (Foto: J.Willz)

Det er den britiske drill-stjerne Headie One, der har arrangeret denne freestylesession i anledning af sit nye mixtape, ’No Borders: European Compilation Project’, hvor rappere fra en række europæiske lande samarbejder. Desværre ikke med dansk deltagelse – Skandinavien må nøjes med svenske Yasin.

Compilation-albummet er det mest omfattende forsøg på at samle Europas forskellige rapstjerner, men Headie One er faktisk langt fra den eneste artist, der opsøger rappere fra andre europæiske lande.

Sproget er ikke en barriere

I sidste uge bragte vi et interview med Central Cee, hvor den britiske stjerne – der lige nu har gang i et globalt gennembrud – talte om, hvordan han havde en god forbindelse til rappere fra blandt andet Spanien. Også selvom de ikke taler samme sprog.

»I Barcelona, hvor jeg er nu, har jeg før hængt ud med andre rappere i deres hood. De taler spansk, men heldigvis taler nogle af dem også arabisk. Nogle af mine venner taler også arabisk, så vi kan kommunikere på den måde. Ellers ville vi være nødt til at kommunikere gennem ren energi. Uden ord«, sagde Central Cee ved den lejlighed.

Central Cees interesse for europæiske samarbejder førte tidligere i år til sangen ’Eurovision’, hvor han rapper side om side med artister fra Spanien, Italien og Frankrig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dette fokus på andre artister inden for Europa er en relativt ny udvikling, for i lang tid så de europæiske hiphopscener især mod USA. Det var derfra inspirationen kom, og drømmen var typisk at samarbejde med amerikanske artister.

De seneste år har de europæiske lande dog fundet deres egen lyd.

Mange nye rappere kommer fra kvarterer, hvor en stor del af indbyggerne har indvandrerbaggrund. Det har præget de forskellige scener.

I Frankrig er der meget inspiration fra Nordafrikansk musik, mens der er mange caribiske indflydelser i britisk hiphop. I stedet for at se hele vejen mod USA for at finde inspiration, har en ny generation af europæiske rappere skabt en lokal lyd, der er præget af deres egne multikulturelle nærområder.

Det giver små variationer i musikken, alt efter hvor i Europa man er. I Frankrig er produktionerne hurtige og pumpende, mens de i England elsker hårde bars og UK drill-beats.

Sådan groft sagt, for grænserne er flydende – eller ikke-eksisterende, som Headie One ville sige. De europæiske scener inspirerer kontinuerligt hinanden i en gensidig udveksling. De er ikke længere blot afbilleder af den nyeste trend fra USA.

En europæisk scene

Hvad så med Danmark, tænker du? Er vi ikke også med på bølgen?

Jo, det er vi. Danske rappere har faktisk været lidt first movers, når det kommer til at samarbejde uden for landegrænserne.

De sidste år har der været flere og flere samarbejder med artister fra især Skandinavien. Bare siden 2021 har vi set Benny Jamz samarbejde med norske S1sco, Miklo med svenske 23, D1ma med svenske VC Barre, Branco med norske Kamelen og svenske A36, Icekiid med svenske Jireel – for bare at nævne en håndfuld.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derudover udgav Branco og Gilli jo det internationalt orienterede ’Euro Connection’-album med gæsteoptrædener fra britiske Nafe Smallz og franske Daks helt tilbage i 2020.

Alt peger altså mod et udvidet europæisk samarbejde i fremtiden, som en politiker ville formulere det.

Kunne det her være starten på en ægte fælles europæisk hiphopscene, hvor samarbejder på tværs af landegrænser ikke er undtagelsen men reglen?

De mange nye intereuropæiske kollaborationer er i hvert fald et tegn på, at sprogbarrierne ikke behøver adskille artisterne. Der er en fascinerende vilje til at bryde fri af lænkerne.

Som Charlie Sloth i bedste DJ Khaled-stil brøler i starten af Fire In The Booth-videoen: »Vi ser ingen grænser«!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af