‘Can’t Rush Greatness’: Rapstjernen Central Cee er både sårbar og urørlig på fremragende debutalbum
Det er næsten ikke til at tro, at Central Cee først her i 2025 præsenterer sit debutalbum. For den 26-årige hiphopartist er allerede en decideret kæmpestjerne – måske endda den største britiske rapper lige nu.
Den længe ventede debut med den kække titel ’Can’t Rush Greatness’ kommer da også i kølvandet på to mixtapes, ’Wild West’ og ’23’, der var så stærke, at de sagtens kunne have været udgivet som album. Desuden udgav han i 2023 den storstreamede fælles-ep ’Split Decision’ med landsmanden Dave.
Med disse udgivelser og enkeltstående hitsingler som ’Doja’ og ’Let Go’ har Cench for længst bygget et stort momentum op, som han nu cementerer med en helt igennem gennemført magtdemonstration.
’Can’t Rush Greatness’ er en foreløbig kulmination på den særlige stil, han har forfinet indtil nu: Usvigeligt sikre, præcise og autotunefri rapbars over et sammensat underlæg af bastunge UK Drill-beats med melodiske og til tider bløde elementer. Resultatet er et fremragende album, der hviler på klassiske hiphopdyder uden på nogen måde at have en bedaget eller tilbageskuende lyd.
Cench er slet, slet ikke i tvivl om, at han er på toppen af gamet, og at alle andre må følge trop. »Fuck the award ceremony speech, I done it myself, so who am I thankin’?«, rapper han eksempelvis kæphøjt på ‘St. Patrick’s’.
En håndfuld prominente gæstestjerner bestående af blandt andre 21 Savage, Lil Baby og Dave fungerer også snarere som ekstra krydderier end dominerende kræfter. Samtidig er hovedpersonen dog flittig til at hylde forbillederne, der kom før ham, med lyriske referencer til blandt andre Wu-Tang Clan, OutKast og Skepta.
Central Cee har længe været god til at udvælge fængende beats, men her er der alligevel blevet kælet ekstra meget for de lækre produktioner. Udtrykket er sammenhængende, men alligevel varieret hele vejen igennem albummet, der med sine 17 numre er fyldigt uden at føles unødvendigt langt.
Vi får selvfølgelig nogle helt hårde, buldrende beats til blærerapsange som den Lil Baby-gæstede single ’Band4Band’ og Skepta-samarbejdet ’Ten’. Men der er også en overraskende stor mængde mere nedtonede og bløde instrumentaler som guitarklimprende ’Now We’re Strangers’ samt pianobårne ’Limitless’ og ’Don’t Know Anymore’.
Cench, der tidligere har inviteret europæiske rappere med på sine numre, demonstrerer desuden sit internationale udsyn med den veloplagte, reggaeton-inspirerede ’Gata’, som er gæstet af den puertoricanske rapper Young Miko.
Den største afstikker på albummet er ’Truth in the Lies’, hvor han med hjælp fra Lil Durk prøver kræfter med et decideret r’n’b-nummer – og faktisk slipper rigtig godt fra det. For en stund lægger han sit perfektionerede rapflow på hylden for i stedet at synge både vers og omkvæd over en 00’er-klingende, syntetisk harpe-produktion.
Teksten er længselsfuld, men selvfølgelig stadig med en del hårdkogte gloser som »Travel ’round the world, and you’re the only one that’s on my mind / Make me wanna come back home right now, commit a homicide«.
Det ville have været nemt at fejre sin succes udelukkende med pralesange, men lykkeligvis går Central Cee også en i helt anden, mere følsom retning. Tekstuniverset på det nye album viser faktisk flere steder rapperen fra sin hidtil mest ærlige, personlige side.
Det er ikke nyt for ham at lave sange om kærlighedskvaler og forliste forhold. Tag for eksempel breakup-hymnen ’Commitment Issues’ fra 2021. Men denne gang er der alligevel mere fortrydelse og sårbarhed over sangene.
»When you met me, I had issues with my trust, you were concerned / You try and help me heal, but ended up the one that’s hurt«, lyder det for eksempel på ’Now We’re Strangers’. Han savner sin ekskæreste, men forstår også godt, at han var skyld i deres brud.
Meget sigende vælger han at runde albummet af med afdæmpede ’Don’t Know Anymore’, der består af ét langt, eftertænksomt vers, hvor han trods sin nuværende medgang kæmper med at finde en mening med livet.
Han lægger ikke skjul på, at han stadig er traumatiseret efter en svær opvækst i et fattigt og kriminelt miljø. At han har svært ved at udtrykke sine følelser, fordi han er vant til at spille hård. At han bliver ved med at lave fejl og føler sig »cursed«. Og at han forsøger at få styr på sig selv, men ikke har lært, hvordan man skal bære sig ad med det.
Central Cee formår at være både sårbar og urørlig – og måske er det netop formlen på hans succes.
Kort sagt:
På ‘Can’t Rush Greatness’ cementerer Central Cee sin status som tidens største britiske rapper med en magtdemonstration af et debutalbum, hvor han både er hård og mere følsom end nogensinde før.