Nu tager Taylor Swifts fans kampen op mod verdens største billetudbyder

Nu tager Taylor Swifts fans kampen op mod verdens største billetudbyder
Taylor Swift. (Foto: Universal Music)

Ticketmaster har fået en gruppe advokatfuldmægtige swifties på nakken efter deres håndtering af billetsalget til Taylor Swifts amerikanske stadionturné.

Fangruppen kalder sig Vigilante Legal (med reference til sangen ‘Vigilante Shit’ fra Swifts seneste album, ‘Midnights’) og består indtil videre af 35 medlemmer, hvoraf de fleste ifølge Mashable er advokater.

Gruppen blev lanceret på fan-sitet The Swiftiest og hvervede sidenhen medlemmer på Twitter via nedenstående tweet.

Vigilante Legal vil nu se nærmere på, om der kan anlægges sag mod Ticketmaster og partnerselskabet Live Nation for den seneste uges kontroverser, hvilket USA’s justitsministerie også er i færd med at undersøge.

Men lad os lige kortlægge, hvad fansene er så rasende over. For billetsalget til Swifts Eras-turné har rent ud sagt været en mindre katastrofe.

Først fik den enorme efterspørgsel Ticketmasters site til at crashe, fordi billetudbyderen havde undervurderet interessen. Til sidste uges pre-sale – hvor særligt udvalgte kunne købe billet – måtte fans derfor vente i kø i timevis blot for at blive smidt af serveren.

Det kaotiske presale fik efterfølgende Ticketmaster til at aflyse det almindelige billetsalg, som skulle have fundet sted dagen efter pre-salet, hvilket de i et tweet undskyldte med en »ekstraordinært stor efterspørgsel«.

Rigtig mange Taylor Swift fans følte sig derfor snydt, fordi de aldrig fik en fair chance for at købe en billet.

Swift kommenterede i sidste uge selv sagen, hvor hun glædede sig over, at hele 2,4 millioner (!) fans har fået billetter til turnéen. Til gengæld skrev hun også, at det pissede hende af, »at mange af dem har det som om, at de skulle igennem utallige bjørneangreb for at få fat i dem«.

Taylor Swift skyder sin nordamerikanske turné i gang i marts 2023.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af