Et af popmusikkens allerstørste ikoner kommer til København til efteråret. Den 25. oktober spiller Madonna i Royal Arena som en del af en større verdensturné ved navn ‘The Celebration Tour’.
Konceptet for hendes turné er simpelt, men spændende: Madonna spiller sange fra en karriere, der spænder over fire årtier. Faktisk markerer verdensturnéen 40-året for popstjernens selvbetitlede debutalbum.
»Jeg er spændt på at udforske så mange sange som muligt i håb om at give mine fans det show, de har ventet på«, udtaler Madonna via en pressemeddelelse.
Koncerten bliver Madonnas første optræden i Danmark siden 2015, hvor hun spillede i Jyske Bank Boxen i Herning.
»Madonna imponerede som performer, og hun vandt meget ved at smide hæmningerne og lade sit kontrolbehov vige for en mere legende og laid back tilgang«, skrev vores anmelder dengang.
Hun har desuden blandt andet optrådt i Parken i København i 2009.
Popikonets seneste udgivelse er albummet ‘Madame X’ fra 2019.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter fredag 20. januar klokken 10.
Madonna
Royal Arena
25. oktober
Billetpris: 300-2.000 kr.