Madonna – en uhøjtidelig popdronning

Det er 30 år siden Madonna spillede sin vel nok bedste – og, i hvert fald, mindst selvbevidste – filmrolle i ’Desperately Seeking Susan’. Figuren Susan inkarnerede en uhøjtidelig livsvilje, en appetit på at udleve sine drømme.

At se Madonna slentre rundt i Jyske Bank Boxen – ofte med et smil på læben og et glimt i øjet – fik flere gange undervejs i koncerten undertegnede til at tænke på hendes tre årtier gamle alterego. Der var noget af den samme lyst til at gribe nuet og til at vise verden, at en hovedrig 57-årig popstjerne kan have det lige så sjovt som en 27-årig opkomling. Den lasede dragt hun bar indledningsvis gav også mindelser om den spraglede Susan, som dog her var omplantet til et japansk kejserhof med samuraikrigere – samt – mindre charmerende – synet af Mike Tyson på bagskærmen, der lagde op til åbningsnummeret ’Iconic’.

I det efterfølgende nummer ’Bitch, I’m Madonna’ var det Nicki Minaj, der tonede frem, mens Madonna rendyrkede sit Japan-tema ved at rive pjalterne af sig for at afsløre en elegant sort kimono indenunder. En middelalderlig jern-kors-og-ild-symbolik prægede en hårdtrockende version af ’Burning Up’ med Madonna alene på et plateau midt på den udstrakte catwalk med elektrisk guitar.

Vi blev i løbet af koncerten diverteret med flere temaer, eller gennemgående æstetiske udtryk, herunder et af Madonnas mere slidte af slagsen – katolicisme og sex – som i ’fræk nonne’-iscenesættelsen af ’Holy Water’, hvor Madonna på (lidt for?) forudsigelig vis gav de gæve små sexkillinger smæk bagi. ’Holy Water’ (der blev parret med et ’Vogue’-intermezzo) tog også fat om ’den sidste nadver’, mens – endnu – et nyt nummer, ’Devil Pray’, genopvakte ’Like A Prayer’-symbolikken med en sort præst og en guldindfattet bibel.

Mere sjovt var det følgende autoværksted-i-50’erne-tema, hvor den ellers tamme ’Body Shop’ blev vakt til live af et opfindsomt sceneshow med bildæk og en tankstation. Madonna førte 50’er-temaet til dørs med en ukulele-version (!) af ’True Blue’ og en let EDM-styret ’Deeper and Deeper’, hvor højt hår og en lysende jukebox lignede noget fra en Janelle Monáe-video.

Har Madonnas noget mekaniske fascination af kropsdyrkelse og sex det sidste årti virket en kende anstrengt, så afslørede koncerten i Boxen, at hun har tilladt sig selv at slippe tøjlerne og ladet den rigide perfektionisme blive hjemme. Det klædte hende at ligne en (ofte fuldt påklædt, hvilket også er lidt en ’nyskabelse’ i Madonna-regi) popdronning, der først og fremmest var optaget af at kommunikere, at pop er sjovt, og at det med dronning ikke skal tages alt for højtideligt.

En lidt for udpræget ’Rebel Heart’-lænende sætliste (ni ud af 20 sange) trak ned, og var med til at dræbe en fornemmelse af momentum (en noget tamt bombastisk ’Heartbreak City’, ikke mindst), men Madonnas livsglade dans under en percussion-drevet udgave af ’Like a Virgin’ og det efterfølgende tyrefægter-tema fik sat festen i svingninger igen. Tyrefægterlooket – som hun første gang luftede i videoen til ’Take A Bow’ for 20 år siden – er et af hendes mere overbevisende af slagsen. En velsiddende koreografi var også med til at gøre ’Living For Love’ og (en igen percussion-drevet) ’La Isla Bonita’ til højdepunkter. Glæde og smil vandt over alvor og patos.

Madonna fik god respons for både ’Ghosttown’ og ’Rebel Heart’ (der efterfulgte en Paris-relateret tale om kunstnerens pligt til at tænde lys ud af mørke), som hun leverede med en forholdsvis kraftfuld vokal, der når den fik lov til at stå frem, viste sig driftsikker. Det var svært at vurdere om – eller hvor meget af – aftenens vokale performance, der var båret i land af backing tracks. Den megen rumklang på vokalen antydede, at Madonna fik ’lidt hjælp’.

Aftenens sidste tema var ’de brølende 20’ere’ med fokus på diamanter, pailetter, jazz-stemning (blandt andet på en intro til en lidt vel mekanisk ’Music’), der blev suppleret af en ret charmerende ’comic relief’-bid, hvor Madonna ironiserede over sine egne koreografirutiner. Der blev plads til både ’Cabaret’ i skikkelse af en helt nøgen ’La Vie en Rose’ (der i konteksten fremstod som en ekstra hyldest til Paris), hvor Madonna satte sig på kanten af cirkelplateauet og sang og spillede ukulele. En musikalsk sårbart øjeblik, der klædte superstjernen. Der var ikke noget ’safe’ over det sangvalg og den valgte form.

’Candy Shop’ stod overraskende stærkt live og blev fulgt godt i mål af en Josephine Baker-inspireret dans med en barbrystet danserinde og en lille koket banan-sketch.

En lidt vel bombastisk ’Material Girl’ passede ikke rigtigt til 20’er-temaet, til gengæld var ekstranummeret ’Holiday’ næsten triumferende og straight fun.

Madonna lignede en der havde det sjovt og fortsat er i gamet af de rigtige grunde. Det i sig selv er lidt af en bedrift, og langt fra en selvfølge. Madonna imponerede som performer, og hun vandt meget ved at smide hæmningerne og lade sit kontrolbehov vige for en mere legende og laid back tilgang.

Ja, sætlisten var ujævn, og ja, det er underligt og ærgerligt, at hun undgik sine bedste album: Vi fik intet fra hverken ’Ray of Light’ eller ’Like A Prayer’ (eller fra hendes sidste store ’jeg-tager-pulsen-på-tiden’-øjeblik, ’Confessions On A Dance Floor’). Men det hun viste var godt nok. Madonnas humør og legende tilgang til sit eget ry som en ukuelig perfektionist overstrålede måske nok musikken, men det er sådan set ok. Det er en frihed en ægte popartist kan tillade sig.

Læs også: Fra Madonna til Britney: Eloq og Anya anmelder 90’ernes største pophits