Anya kom til verden i 1989, mens Eloq blev født i 1991. Begge voksede de op i 90’ernes musiklandskab og i musikvideoens storhedstid, hvor der i mainstreamen var knald på både fest og farver, girlpower, prettyboy-hiphop, flødeskums-ballader og tyggegummi-dance.
Men holder 90’ernes pophits i dag? Anya og Eloq anmelder her de ti største af slagsen – og kommer undervejs omkring alt fra musikalske oplevelser og tudeture til Mel C-pigerne på Bakken og præ-seksuelle lyster…
1. Toni Braxton ’Un-Break My Heart’ (1996) – 10 mio. solgte eksemplarer
Anya: »Åh. Jeg har grædt til dette her nummer«.
Eloq: »Jeg græder nu! Men kæft, hvor er det dog en grim video. Det har jeg aldrig tænkt over før«.
Anya: »Jeg blev så trist over nummeret og videoen, da jeg var lille. Jeg tror, jeg syntes, hun spillede godt. Det ville jeg måske nok ikke synes nu. Dengang var man virkelig ikke bange for, at noget blev for meget«
Eloq: »Nej, alt skulle prøves af. Og alt var sejt. En anden ting, der skete i 90’ernes popmusik, var, at balladerne blev hits. Det er noget, der sker sjældnere nu. Det er kun meget få, der lykkes med det. Men det kunne de virkelig dengang. Jeg tror måske, det havde noget at gøre med, at musikmarkedet var baseret på, at man havde et brand – og at brands begyndte at gå op i artisterne. Hele ikonet var i højsædet. Nu er markedet meget anderledes. Man er meget mere bevidst om radio og trends«.
Anya: »Jeg hørte en Whitney Houston-sang for nyligt og tænkte: ‘Dette her nummer har været et kæmpe hit. Men hvorfor?’ Måske er det fordi alting er blevet lidt mere generisk. Der var nok flere afstikkere dengang, når man tænker på, hvad der kunne blive stort«.
Eloq: »Fuck, det var også bare så fedt at se musikvideoer. Det er en af de ting, jeg er mest ked af, er blevet ødelagt nu. Musikvideoen havde en platform dengang. Det var en mærkelig måde at høre musik på. I stedet for radioen, så tændte man for MTV eller sådan noget, hvor man heller ikke selv valgte, hvad man så«.
Anya: »Men det er sjovt, når man ser sådan en video som voksen. Så ser man, hvor overdrevet meget, de spiller på sex. Det ser man slet ikke, når man er barn«.
Eloq: »Nej, det erindrer man slet ikke. Der er nogle ting, der triggede min præseksuelle underbevidsthed, kan jeg huske. Da jeg var cirka fem til otte år, kan jeg huske, at der var noget, jeg godt kunne lide ved det, men jeg vidste ikke hvorfor«.
Karakter: 8/10
Listen fortsætter på de følgende sider.
2. Los Del Rio ’Macarena’ (1995) – 10 mio. solgte eksemplarer
Eloq: »Sikke en multietnicitet! United Colors of Benneton! Hold kæft, et lortenummer, mand. Jeg har aldrig set videoen! Jeg tror heller aldrig, jeg har hørt den originale sang. Kun coverversioner. Fuck, det er dårligt!«
Anya: »Jeg hørte sangen sygt meget, men jeg har heller aldrig set videoen! Den er fandme random«.
Eloq: »Da jeg var lille, troede jeg, det var en rigtig spansk sang af en rigtig spansk artist. Men det er jo alle mulige random, der ikke kan synge. Det er et hæsligt projekt! Det gør mig ked af det. Kan vi slukke for den?«.
Anya: »Jeg er heller ikke glad for det. Det er meget Milli Vanilli-agtigt, hvor man er er fuldstændig ligeglad med, om der er talent – det er bare nogle, der ser godt ud, der skal synge. Men der er da noget nostalgi over det. Det var ret fedt, der var en dans til det dengang. Det er ren sodavandsdiskotek. Men hvorfor er mændene i videoen så gamle?«
Karakter: 0/10
3. Madonna ’Vogue’ (1990) – 6 mio. solgte eksemplarer
Eloq: »Jeg er jo selv producer, så jeg tænker meget over sådan noget her: Men produktionerne fra start-90’erne kan virkelig gå mig på nerverne. Der var så mange nye ting, der skulle prøves af. Trommemaskiner, boomboxes, samplere og sådan noget. Her er der sådan en lidt 909-agtig trommemaskine. De begyndte også at bruge samplede, gamle tromme-breaks på et tidspunkt for at give et lidt urbant udtryk. Hold kæft, der er meget, der var dårligt«.
Anya: »Denne her får mange point på originalitet og hele voguing-dansen«.
Eloq: »Hele queer-scenen omkring New Jersey og dens ballroom-vogue – det er en meget rå klub-musikgenre, som jeg også selv laver nogle gange – den var også domineret af de her vogue-sessions. De samplede gamle 90’er-gay-classics og lavede det til noget rå amerikansk klubmusik, som man så ‘voguer’ til – der er en hel dansekultur omkring det. Det har startet nogle rigtig fede ting«.
Anya: »Det er sjovt med Madonna. Hun synger jo egentlig ikke fedt. Men hun kan bare alt andet. Hun er en ren naturkraft – hun er så vild«.
Eloq: »Og så er hun smoking. Men hun rykker sig ikke mange toner, nej«.
Karakter: 7/10
4. Whitney Houston ’I Will Always love You’ (1992) – 20 mio. solgte eksemplarer
Anya: »Dén har jeg også grædt til«.
Eloq: »Har I hørt Kidds version af den? Han synger den på skotsk – vildt dårligt!«
»Men her har vi balladen igen! Shit, det er godt! Jeg havde ikke set ‘The Bodyguard’ før for et par år siden, så jeg har ikke et minde med den. Men til gengæld har jeg hørt den meget sidenhen«.
Anya: »Jeg tror slet ikke, den ville holde på samme måde i dag. Folk ville skrue væk i introen, der varer 30 sekunder«.
Eloq: »Folk har simpelthen ikke tålmodighed til det mere. Men saxofonen er der jo!«
Anya: »Der er det hele. Det er et flødeskumshorn af godhed. Eller – et overflødighedshorn. Men med fløde!«
»Jeg har haft denne her sang med mig lige siden 92, hvor min søster begyndte at se filmen. Og min mor elsker den, og hun elsker Whitney Houston. Så de sang hendes sange a capella. Det har virkelig været soundtracket til min barndom. Og jeg har set filmen 14 gange – og jeg var så bange for den creepy albinodude (stalker-skurken, red.)«.
Hvad skulle man gøre ved nummeret, hvis det skulle holde i dag?
Eloq: »Kygo-remix. Ej, lad os for guds skyld lade være med at få mere af det… Men smid Pharrell på, smid nogle børn i videoen, happy days og upbeat stemning«.
Karakter: 10/10
5. Britney Spears ’… Baby One More Time’ (1998) – 10 mio. solgte eksemplarer
Eloq: »Det her er jo lige mit shit. Der var jeg syv, og jeg sugede det hele til mig«.
»Men det var også perfekt eksekveret. Max Martin (produceren, red.) er jo bare genial, og det er der ikke noget at gøre noget ved. Han har nærmest skabt 90’erne – det er helt vildt. Han lavede Backstreet Boys, Westlife, alle de der boybands. Alt, der var denne her slags pop, var ham. Stærk mand«.
Anya: »Jeg tror igen ikke helt, jeg fangede, hvor meget der blev spillet på sex. Jeg fangede heller ikke, de var klædt ud som sexede school chicks. I 90’erne gjorde man det virkelig bare så uraffineret og så direkte!«
Eloq: »Det var det med megamarkedet og produkter. Der var et marked, og man vidste, hvad der solgte. Og så malkede man bare det lort! Trends, klistermærker, kort, t-shirts, merchandise, videoer, cd’er – ikonerne var deres brand«.
Anya: »Man gør det stadig i stor stil. Bare på en mere snigeren måde. Britney kom på et tidspunkt, hvor man var mega modtagelig overfor det. Det var sådan: ‘Wow, what hit us?’«.
Eloq: »Dengang valgte du ikke selv, hvordan du ville se Britney Spears. Det blev valgt for os. Nu kan jeg selv vælge, hvordan jeg vil se Justin Bieber. Vil jeg se ham gennem musikvideoer og polerede artikler, eller vil jeg selv gå bagved og følge hans egen Snapchat eller Instagram? Du er backstage på en anden måde, så du kan føle dig mere hævet over kunstnerne. Der var mere ærefrygt, når der kom en ny artist i 90’erne. Man accepterede det, og man lyttede til det, fordi det blev markedsført lige i ens fjæs. Man idoliserede dem«.
Karakter: 9/10
6. Aqua ’Barbie Girl’ (1997) – 8 mio. solgte eksemplarer
Anya: »Jeg tror faktisk ikke, jeg som barn fattede ironien omkring det hele. Det fik ikke rigtig fat i mig. Jeg syntes bare, hun så godt ud«.
Eloq: »Jeg tog det også bare for det, det var. Hun er vildt lækker, faktisk. Det har jeg aldrig tænkt over! Men jeg tror, det fik fat i mig, da jeg var lille. Men det var måske fordi, jeg var ret glad for at danse. Jeg kan huske, jeg havde singlen. Den blev sgu nok skamspillet lidt«.
»Det sjove er jo, at æstetikken er ved at vende tilbage nu. Der er virkelig mange, der går op i sådan noget bubblegum-pop – og dårligt VHS blandet med dårligt CGI (computerskabte special effects, red.). Og alle de japanske referencer. Dette her kunne godt være en ny britisk bubblegum-popstjerne med en elektronisk video«.
Anya: »Det er lidt samme æstetik som Iggy Azaleas ‘Clueless’-inspirerede musikvideo (‘Fancy’, red.). Også i forhold til moden er 90’erne jo kommet tilbage. Men hvorfor – helt ærligt? Det var fandme en grim tid!«
Eloq: »Ja og nej. Det syntes jeg også for nogle år siden. Men nu kan jeg se, at man kan tage ret mange fede ting fra dengang, som virker i dag. Hvis du dropper grunge og tidlige emo-looks, så er der ret mange ting, der er fede«.
Anya: »Jeg tror også, ‘den gode popsang’ er kommet i højsædet igen. Det var den også meget i 90’erne. Det er som om ‘pop’ har været et fy-ord i nogle år«.
Eloq: »Ja, og der har været alle mulige andre betegnelser for det. Så har tingene været rock eller indie – dét er altså et grimt ord. Pop er et godt ord. Jeg kan godt lide det«.
Karakter: 5/10
7. Puff Daddy and Faith Evans feat. 112 ’I’ll Be Missing You’ (1997) – 7 mio. solgte eksemplarer
Eloq: »Prøv lige og hør den produktion. Det er fuldstændig hjernedødt, det kunne ske. Vildt kikset.«.
»Da jeg var helt lille, var det bare boybands det hele. Men så snart jeg begyndte at få min egen smag, så hørte jeg sgu noget federe hiphop fra 90’erne end det her. Så hørte jeg Wu-Tang«.
Anya: »Det er som om, der var prettyboy-hiphop og hardcore hiphop. Prettyboy-hiphop var sådan noget som Puff Daddy og Will Smith. Jeg havde virkelig en svaghed for Puff Daddy«.
Eloq: »Hedder han bare Diddy nu? Eller hedder han Puffy? Poopy? Pooper? Men Will Smith, ham var jeg helt på! Det syntes jeg, var super fedt«.
Anya: »Jeg forstod ikke Wu-Tang, Tupac eller sådan noget, da jeg var lille. Men jeg forstod dette her – pop med rap på«.
Eloq: »Jeg har selvfølgelig respekt for Puffy eller Poopy, men den produktion dér… Den får fire stjerner«.
Anya: »Men den får altså otte stjerner i min bog. Den fik en del på nostalgikontoen«.
Karakter:
Eloq: 4/10 – Anya: 8/10
8. Spice Girls ’Wannabe’ (1996) – 7 mio. solgte eksemplarer
Anya: »Det syge var jo, at jeg altid skulle være Mel B. Der var ikke så meget at rafle om – det var lige meget, hvem jeg følte mig mest som«.
Eloq: »Var det Jungle Spice, hun hed?«
Anya: »Ej, hun hed Scary Spice«.
Eloq: »Haha. Okay, det var måske lige et racist slip! Men seriøst – Mel C ligner jo fuldstændig alle de piger, der var på Bakken i går«.
»Men de var jo så seje. Alt var godt ved dem. Der var intet dårligt eller skandaløst over dem. De var bare pure goodness. De hygger sig, de er venner, de har det fucking sjovt«.
Anya: »De går ikke så meget op i mænd. De må have slået et godt slag for kvinderne. Men Victoria Beckham er fandme bare Awkward Spice«.
»Det er et godt popnummer. Jeg kunne også godt lide det dengang. Med en nutidig produktion og lidt hi-hat kunne det nok også gøre det i dag«.
Eloq (laver trap-klingende hurtige tromme-lyde): »Jeg er enig, kun fordi det bare skal kunne lade sig gøre«.
Anya: »Hvis folk ikke ville købe det i dag, er det fordi, de ville have fucking dårlig smag. Quote/unqoute! Og prøv også lige at overveje, hvor meget merchandise, de har solgt«.
Eloq: »Jeg alene har nok givet dem én procent af deres indkomst. Shit, jeg havde meget lort med dem!«
Karakter: 10/10
9. Cher ’Believe’ (1998) – 10 mio. solgte eksemplarer
Anya: »Det her ved jeg for a fact, at jeg var fuldstændig tosset med. Den der autotune-effekt, robotstemmen. Det var første gang, man sådan rigtig hørte det – og hun rockede det bare. Det var virkelig fedt, mand«.
Eloq: »Ja. Jeg kan også huske det fra noget med Barcode Brothers og Eiffel 65. Jeg kan ikke gengive, hvad jeg tænkte dengang, men jeg vidste bare, at det var noget. Det er sjovt at høre, hvor meget det tog fra house- og rave-kulturen og gjorde mainstream«.
Anya: »Jeg tror, da jeg hørte dette her, da jeg var lille, syntes jeg virkelig, det var nyskabende. Man havde jo aldrig hørt sådan noget før. Jeg syntes virkelig, det var et godt nummer«.
Hvad hører I i nummeret nu, som I ikke lagde mærke til dengang?
Eloq: »House. Det kendetegner virkelig mange ting, jeg virkelig syntes var fedt dengang. Rytmen. Der var så meget gang i den. Det er sjovt at høre nu – det er jo bare house eller garage«.
Anya: »Da jeg var lille hørte jeg bare sangen og melodien. Nu hører man alt det andet«.
Eloq: »Til gengæld har jeg ingen idé om, hvad denne her video handler om. Er hun et rumvæsen? Et vampyr-rumvæsen?«
»Jeg vil også gerne lige opfordre alle derude til at følge Cher på Twitter. Hun er hylende morsom. Hun skriver alt i Caps Lock, så det er som om, hun bare råber nogle vildt random ting. Hun snakker grimt til folk, rabler løs og laver stavefejl og alt muligt. Hun er så sjov«.
Karakter: 9/10
10. Mariah Carey ’All I Want For Christmas Is You’ (1994) – 14 mio. solgte eksemplarer
Eloq: »10! Kan det fremgå, at jeg smed 10’eren fem sekunder inde i videoen? Hvor er det en vild sang. Det er den største julesang, der nogensinde er blevet lavet«.
Anya: »Måske er den en af grundene til, man ikke rigtig kan lave en julesang i dag. Den er kongen af alle julesange. Den er så fucking god! Man glæder sig helt til jul, bare for at kunne få lov til at sætte denne her sang på«.
Eloq: »Videoen er vildt hyggelig. Hvor gammel er hun der? 30? Nu er hun 60«.
Læs også: Mesterværker: 20 album der definerede 90’erne som musikårti
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.
Se også ‘Anyas guide til et rigere liv’ – første afsnit i Soundvenues nye videoføljeton: